Ovenpå et indlæg om frustration og en manglende lykkefølelse, virker det på sin plads at skrive om den største lykkefølelse i mit liv. At gennemgå en fødsel for i sidste ende at få et lille bitte helt nyt menneske lagt op på brystet, er det hele værd – men for mig var der lang vej dertil.

Jeg kom ind på fødestuen og så sad vi der og kiggede ret længe. Så kom Ina jordemoder endelig – hun var åbenbart blevet kaldt ind for at tage sig af os, for de var underbemandede. Dejligt hun kunne komme må jeg sige. Men hun var sød og tålmodig, og vi fik alle brug for at væbne os med tålmodig den aften. Men jeg mener det var ca ved 20 tiden d. 1. november at jeg fik taget vandet. Vi havde fået en fødestue, hvor der var et mega lækkert stort badekar – JA TAK! tænkte jeg. Men ak – fostervandet var grønt, og så skal baby overvåges, og elektronik fungerer jo ikke så godt nede i vand. Så her måtte babys velvære komme før mors – det har det så også gjort lige siden ;).

Men umiddelbart skete der virkelig ikke meget. Ina sad inde ved os i lange perioder og snakkede. Hun må have prøvet det før, for det var så vedkommende det hun spurgte om. Hvad skal hun så hedde og hvorfor? Hvordan bor I, er der lavet helt klart? Hvordan håber I hun bliver? Er der gener hun ikke behøver arve? Det var helt hyggeligt. Bortset samtalen blev afbrudt af de stygge stygge veer hele tiden. Vi fik også lidt at spise som kompensation for den lange ventetid inden vi fik en fødestue.

Mine veer gjorde ondt i lænden, og det er altså ikke til at beskrive hvordan ondt, men man er ikke i tvivl. Det værste var når de bad mig ligge ned fordi jeg skulle have de der dimser på, der kunne måle hjerteslag på baby. Det gjorde sygt ondt at ligge på ryggen. Jeg har nok egentlig altid bildt mig ind, at det eneste normale da er at føde liggende på ryggen, for det gør de jo altid i film. Men sådan fødte jeg ikke, og jeg tror i bund og grund, at det er de færreste der gør det.

Men timerne gik uden at der skete en hujende fis. Jeg sad på en pilates bold og lænede mig op af sengen mens jeg rokkede frem og tilbage i takt for at styre vejrtrækning og veer. Jeg fik en varmepude sat fast nede i de der kæmpe sygehustrusser man får på, det skulle hjælpe lidt på smerterne i lænden. Det virkede også fint men føltes lidt skørt. Omkring midnat sad Niki og jeg begge og nikkede inde på stuen. Imellem veerne kunne jeg nå at falde i søvn – de var jo også igang på 28. time.

Midt om natten var der vagtskifte og Ina og blev afløst af Jeanett, som vi havde mødt før, så det var egentlig meget hyggeligt med et kendt ansigt. Stadig kun 6 cm åben, det tog evigheder. Men Jeanett gav mig lov til at gå i brusebad. Jeg tror ikke hun vidste hvad hun sagde god for, for jeg var i bad i næsten 3 kvarter. Det var så rart med det varme vand, og veerne tog jo kun til i varighed og styrke, så smertelindring var tiltrængt. Men hun fik mig da hevet ud af badet igen, og sikke en effekt det havde haft – 8 cm åben, det begyndte at ligne noget.

Jeg kan huske klokken var omkring 3, da jeg var kommet ud af badet og hun igen undersøgte mig. Herefter forsvandt min tidsfornemmelse. De næste 1½ time skete der så meget, og jeg aner ikke hvad der skete hvornår. Men efter noget tid, hvor vi igen havde fortalt Jeanett mange af de samme ting som Ina havde fået at vide, fik jeg pludselig presseveer. Men hov hov – jeg var ikke fuldt åbent endnu. Der er en god grund til at presseveer har fået deres navn. Man bliver helt sat ud af spillet og er ikke rigtig længere herre over sin egen krop. Hver en muskel presser bare for at få det barn ud.

Men når man ikke er helt åben, så må man ikke presse, for så er det man kan gå helt i stykker. Så her er det vejrtrækningsøvelser er gode – det havde jeg så ikke øvet mig i, så jeg måtte lære det på stedet. Men hyperventiler og hold igen. Shit det gjorde ondt. Det er disse smerter man hentyder til når man snakker om fødende kvinders smertetærskle. For mig at huske var det flere timer jeg lagde og kæmpede imod Ronjas fødsel, men virkeligheden er jo nok en anden. Jeg fik til sidst to hiv i sådan et lattergas apperat, for at slappe ordentlig af mellem veerne. Endelig var jeg åben, og jeg måtte presse med.

Men det er også svært, for sådan en presseve varer jo lang tid, og så længe er det sværtat blive ved og presse. Det er skørt som kroppen er indrettet. Jeg har heller ikke nogen idé om, hvor mange presseveer jeg havde – men det var nok. Jeg havde ønsket at føde på en såkaldt fødeskammel, og den blev fundet frem. Niki sad i en lænestol og jeg sad på skamlen mellem hans ben, og Jeanett jordemoder lagde nede på gulvet. Bagefter fik jeg lidt dårlig samvittighed overfor hende, men i situationen tænkte jeg ikke rigtig over det. Vi var ved at være i mål, og hovedet kom til syne, og vi fik bekræftet at hun i hvert fald havde det mørke hår, som vi også havde en forventning om.

Her troede min krop så åbenbart at arbejdet var gjort, for den næste presseve lod vente på sig – lidt for længe. Jeg fik lagt venflon i hånden og de havde fundet sprøjten med vestimulerende halløj i – men så kom veen heldigvis helt af sig lige på falderebet. Hovedet kom ud, og så kroppen og vupti – VÆRS’GO, her er dit barn! Assistenten kom med et håndklæde og gnubbede voldsomt på mit barn og slog hende. Jeg var helt i chok indtil det gik op for mig at assistenten sagde noget om at barnet skulle græde. Det er da rigtigt – nyfødte græder jo!!!

Og det er så nu det sker. Ungen græder og jeg får hende tilbage på brystet, og hvad jeg føler kan ikke beskrives. Det mareridt af en langvarig fødsel jeg lige har været igennem er allerede glemt. Jeg kan ikke huske at jeg også føder moderkagen og endda blir syet et par sting. Jeg er helt væk i dette lille fantastiske væsen, som med det samme hakker rundt som en lille blind fugleunge på jagt efter føde. Barnet var jo sulten, og inden hun var ti minutter gammel ammede jeg for første gang. Er det ikke utroligt at kroppen bare lige kan producere den føde, som hun allermest har brug for.

Nyfødte er egentlig ret snaskede og Ronja var også lidt smurt ind i blod. Egentlig ikke så lækkert, men aldrig har jeg set noget så vidunderligt smukt. Var helt opslugt af denne lille krop med kæmpe hænder – eller i forhold til resten virkede fingrene så lange. At hun var afhængig af mig til føde og tryghed gjorde mig helt stolt. Tænk at hun faktisk ikke kan leve uden mig – eller det kunne hun ikke for 80 år siden i hvert fald. Det var kærlighed ved første blik – ubetinget overvældende kærlighed, så det næsten gjorde helt. Hun blev pakket i en dyne og fik stofble og kom over til hendes far som nu holdt hende for første gang. Jeg kunne jo slet ikke bære det – stolthed, kærlighed, overvældelse, LYKKE, ren og skær lykke.

Lidt efter igen blev hun vasket lidt, fik sygehusdragt og armbånd på og blev målt og vejet – 4270 g og 55 cm. En stor klump kærlighed vi pludselig havde mellem hænderne. Og hun var vores til at beholde. Hun begyndte at græde ovre ved jordemoderen, og så fik jeg hende tilbage, og hun faldt til ro med det samme. Hun var 100% min og jeg var hendes med hud og hår. Vi var et par timer på fødegangen og jeg blev vasket lidt, vi fik mere mad og vi var forgabte i det lille mirakel der var sket denne 2. november 2012 kl. 4.30.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er sådan en træls tanke der har hjemsøgt mig lidt på det sidste. Er jeg mon ulykkelig? Er Ronja ulykkelig? Er Niki ulykkelig? Er vi en ulykkelig familie?

Én ting ligger i hvert fald helt fast – vi er ikke sådan en overskuds familie i pastelfarvet hjem med orden i legetøjskasserne og uden støv på tv-bordet. Overskud er i det hele taget ikke det, der kendetegner os. Tvært imod. Det er som om vi kæmper os igennem hver dag, og efterhånden har jeg svært ved at se, hvad det er kæmper for. Rutinen har virkelig slået igennem i vores lille familie, og alle dagene ligner hinanden for tiden.

Men hvorfor tror jeg vi er ulykkelige? Det ved jeg ikke – det er nok mere en konstatering af at vi ikke virker lykkelige – så må vi jo være det modsatte. Det er måske dårlig logik, men når man synes det hele er lidt træls, så har de fleste vel også tendens til at se verden lidt mere negativt end normalt.

Ronja. Jeg tror egentlig hun har det godt i vuggestuen. Hun har fået venner, som hun snakker med og danser med og krammer med. Det varmer nu mit for tiden kolde moderhjerte at se børnekærlighed. Men hun har bare lige haft en rigtig dårlig periode, hvor hun har været pylret hver dag. Hun blir ked af det hver dag når pædagogerne fra hendes stue går hjem, så henter ofte en ked lille pige. Pædagogerne siger, det virker som om, hun har været utilpas, men uden at hun har været syg den sidste uges tid. I går kom jeg så i tanke om, at hun jo blev vaccineret for en uge siden. Vi fik bare at vide at reaktionen på vaccinen er feber, så derfor har jeg ikke kædet det sammen. Men når man får en levende bakterie sprøjtet i kroppen, så er det vel ikke så underligt, hvis man bliver utilpas en uges tid? Måske er hun ikke ulykkelig alligevel, måske er hun bare skidt tilpas. I aften er hun lagt i seng med feber, så er helt overbevist om nu, at det er den åndsvage vaccine. Oveni hatten har hun så også haft øjebetændelse siden weekenden. Tror heller ikke jeg ville have det godt så.

Min søde mand er igang med at blive civilingeniør, og nu er der forhåbentlig under et år tilbage. Det er  et hårdt semester og han er presset kan jeg mærke. Det påvirker ham altså at have travlt. Hans overskud er også ikke eksisterende, og han kan have svært ved rumme en sur og tvær Ronja på dage, hvor han travlt. Tror egentlig heller ikke han er ulykkelig sådan helt inde i hjertet. Men forstår godt at det må svært konstant at være nødt til at prioritere skolen over familien uden at få lidt dårlig samvittighed. Modsat ved jeg også, at han har svært ved at tage sig tid til at holde fri uden at få dårlig samvittighed, da han tænker på at han bare kommer længere og længere bagud så længe. Vi har været kærester i snart 5,5 år, og Niki har studeret i over 5 år. Vi trænger til at han snart skal have sig en normal voksen hverdag og ikke en studerende hverdag.

Mig selv – er jeg ulykkelig? Ind imellem føler jeg det sådan. Nogen dage har jeg ikke rigtig lyst til at tage hjem, fordi jeg ikke orker Ronja og Niki. Jeg ved Ronja er sulten og tvær, og Niki er højst sandsynlig ikke hjemme endnu eller sidder og laver opgave. Så må jeg igang med aftensmad med Ronja på køkkenbordet der bare vil have “mere, mere, mere”, hele tiden. Men hvad vil hun have mere af? Det kan hun ikke fortælle. Så er det om at få dryppet de der øjne uden at barnet skriger os døve, og gøre klar til puttetid. Derefter oprydning og madpakkesmøring. Så er der endelig et par timer til mor – med en indre lille bøn om at Ronja nu vil lade være at forstyrre så længe. I seng med mig ved 22 tiden, og op igen omkring midnat, hvor mini synes hun lige skal have en times skønsang fra mor, mens hun skal have lidt vand og bæres på. I seng igen, på en god nat sover vi så til morgen herfra, andre nætter er jeg inde og finde sutten for hende eller hvad der nu er grunden til, at hun vågner om natten. Så op lidt over 6 – igen dryppe øjne, få mor og barn vasket og i tøj og prøve at få morgenmaden indenbords på rimelig tid, og uden mad over det hele. Afsted op i vuggeren, så på arbejde, som jeg ikke skal snakker mere om for tiden, hente mini  igen og så forfra.

HOLD NU KÆFT!!!! Jeg har aldrig været super spontan og udfarende egentlig, men det der er for meget rutine. Som sagt har jeg glemt hvorfor vi gør det. Hvem synes egentlig at ovenstående er ønskeligt og til at leve med? Hvorfor ønsker man sig børn, hvis det er sådan livet bliver? Jeg er udkørt, ligner lort, evig træt, koffeinafhængig, en dårlig mor, en endnu dårligere kæreste, allermest dårlig ved mig selv – der er ikke meget pleje til mor. Ved ikke hvornår det helt præcis var at jeg skrev under på denne aftale, men den er åbenbart meget bindende og ikke til at komme ud af igen.

Som sagt kan fokus hurtigt blive på alt det negative, når man ikke synes livet lige går som man ønsker sig. Heldigvis ved jeg at denne følelse ikke har været der altid. Det er sidst på vinteren og de lyse morgener hjælper allerede på humøret. Jeg tror på tingene nok skal vende. Vigtigst af alt så føler jeg stadig lykke! Hvis jeg virkelig tænker over en verden uden Niki og Ronja, så bliver jeg enormt ked af det.

Det er jo derfor man overlever røvsyge rutiner! KÆRLIGHED!

Helt inde i hjertet, så er der ikke noget bedre end morgenknus fra Ronja og en varm mand at putte hos når mini sover igen om natten. Er nok nødt til at huske at mærke efter om jeg elsker. Når det er konstateret, så har jeg en god grund til at kæmpe mig igennem hverdagen, en god grund til at vente på at min mand bliver færdiguddannet, og en god grund til at sætte mit barn før mig selv.

En gang derude i fremtiden, så bliver det hele godt igen, og fremtiden er slet ikke så langt væk længere som den har været.

19.10.2012 havde jeg termin. Men der skete ikke noget som helst den dag. Jeg havde det egentlig godt på fornemmelsen. Havde slet ikke nogen følelse af at kroppen var ved at føde. Alt føltes bare ligesom de sidste par uger. Hun have sat sig fast i bækkenet, så så klar var hun da, men ellers tror jeg bare hun hyggede sig for meget. Der var vild liv inde i maven  – spark op i ribbenene, og bokseslag i blæren og på maveskindet.

Jeg var til jordemoder igen et par dage efter termin, og fik her et tilbud om at deltage i et forsknings projekt. Forsøget gik ud på at jeg ved 40+5 skulle komme på sygehuset og få lavet en undersøgelse. Hvis alt var som det skulle være, ville jeg få en enkelt pille. Enten en af de piller man får, når man skal sættes igang eller en placebo pille. Formålet var så at se hvorvidt kvinder der havde fået den rigtige pille gik i spontan fødsel i højere grad en dem med placebo, eller om de evt havde bedre effekt af de piller man får når man sættes igang ved 41+5.

Jeg krydsede virkelig fingre for at få den rigtige vare – bare i håb om at der ville komme et eller andet lille tegn der tydede på barnet ville ud nu. Men der skete ikke en skid. Øv for placebo. Det virkede urimeligt. Vi var ligesom klar på alle mulige måder til at det skulle være nu. Havde endda lidt dårlig samvittighed overfor mit arbejde, for det er jo på deres regning når graviditetsorloven forlænges. Det var de længste 14 dage i mit liv – 14 dage i venteposition, det er ikke til at klare. Det blev til lange dage på sofaen i joggingtøj og med det halv kedeligt tv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endelig nåede vi 41+5 og det var tid til endnu en tur til Skejby. Jeg blev igen undersøgt om alt var som det skulle være. Alt var fint, men der var ingen tegn på begyndende fødsel. Jeg havde på forhånd ikke meget tiltro til de der piller man nu skulle have, for jeg var egentlig sikker på det var sådan én jeg have fået før, og er skete jo ikke noget. Min søster var så sød at køre os frem og tilbage de næste par dage, så kæmpe mig ikke skulle med bussen. Det var en lettelse, og heldigvis synes hun også det var ret fedt at få lov at være med og høre hjerteslag og hvad jordemoderen ellers havde at sige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men vi kunne jo kun køre hjem igen, og skulle komme igen dagen efter kl 10.00 og så ville jeg få to piller mere, med mindre jeg gik i fødsel inden. Hjem på sofaen hvor de sidste par uger var tilbragt, og der skete stadig ikke noget. Indtil klokken rundede kl 19.00. Jeg begyndte at få kramper i lænden, det gjorde ondt  – det måtte være veer, for det blev ved! Endelig, jeg var så glad. Ganske uvidende om at det skulle vare 33 timer inden denne smerte var overstået. Det var en lang nat vi gik i møde. Ringede til fødegangen, men de mente ikke mine veer var regelmæssige nok til at der var nogen grund til at vi kom derind. De var egentlig meget hyppige – 4-5 min mellemrum, men de var maks et halvt minut. Jeg kunne roligt gå i seng.

Ja tak! Hvem har prøvet at sove med veer og kunne sove over det? Jeg vågnede hver gang, og det gjorde faktisk ondt at ligge i sengen. På siden kunne jeg holde lidt til det, men endte med at sidde i lænestolen i stuen og så nikke lidt imellem veerne. Niki sov roligt og godt, han opdagede ikke engang at jeg var gået ind i stuen.

Men næste morgen hentede søs os igen og afsted til Skejby med veer. For pokker det var heller ikke rart at sidde i en bil med veer. Der var faktisk ikke rigtig noget der var rart. Men jeg skulle ikke have flere sæt-igang-piller når det nu var startet, og jeg var kun 4 cm åben, og det var ikke så meget efter 15 timers veer. Så os hjem igen og tilbage kl 15.00. Tænk på de fem timer var der ikke sket en skid. Stadig 4 cm åben og vandet var ikke gået. Sygeplejersken mente heldigvis at det nu var tid til at blive, og så skulle jeg have taget fostervandet for at sætte skub i forløbet.

Søs kørte hjem, og vi skulle bare lige vente lidt. Ser I, Ronja blev nemlig født samtidig med rigtig mange andre børn i Århus, og der var faktisk ikke plads til os på fødegangen. Vi ventede i fire timer inden vi kom ind på en fødestue. De første 2,5 timer en stue, det var jo ok, men 1,5 i et venterum med spændte bedsteforældre der sad og ventede. Det var altså ikke i orden!!! Shit jeg var træt af det, men kunne ikke rigtig tage mig af det. De kunne jo heller ikke tvinge babyerne ud for at der skulle blive plads til os, og der kom andre som havde mere akut brug for en stue end mig der stadig kun var 4 cm åben efter 24 timer.

Men endelig skete det – vi kom ind på fødestuen. En sød jordemoder tog imod os. Hun var så heldig at blive kaldt ind på sin friaften fordi de havde så mega travlt. Det tog hun meget pænt og gav os lidt ekstra mad, fordi hun synes det var synd vi havde ventet så længe – tak for det.

Nu er situationen den, at vi er bosat på 4. sal i Århus. Skal gerne indrømme at jeg ikke er hende der er bedst til at komme ud, med mindre der er en god grund til. Slet ikke når jeg også skal have Ronja med. Men snart tror jeg ikke vi har valgmuligheden mere.

I vinterferien da vi var hjemme hos mine forældre, ville hun ikke med hjem fra legepladssen igen. Hun ville bare blive med at rutsche igen og igen. Det var også vældig hyggeligt, men også vældig koldt. I sidste weekend var Ronja og jeg så ude at teste endnu et nyt køretøj til lillepigen. Vi har fået en cykelanhænger, som også kan laves til jogger, så det er nemt når mor afleverer og far henter.

Men da vi cyklede hjem nede fra Rema 1000 igen begyndte det selvfølgelig at pis regne. Ronja sad dejligt i sit tørvejr. Da vi kom hjem og mor var gennemblødt og havde fuldt læs med, så synes Ronja selvfølgelig at det var tid at tage videre på eventyr. Jeg skulle lige tømme postkassen og satte hende ned på jorden. Vupti, så var hun stukket af – i fuld fart på vej imod parkeringspladsen. Mig afsted efter hende og få vendt retning. Det var ok, så løb hun bare den anden vej, men ikke hen til opgangen. Så mig bagefter igen. For enden af vores blok er der en lille bakke op til en basket og forboldbane. Der var nogle der spillede fodbold, som råbte lidt højt imens, og dem skulle hun da hen og kigge til. Der er en stor bjælke på tværs af bakken der spærre vejen op til banen for almindelige mennesker, men når man kun er 90 cm høj, så ser man den åbenbart slet ikke. Så Ronja forsatte bare under bjælken og videre ud på en opkørt mark. Der stod jeg så med rygsæk fuld af tunge dagligvarer i øsende regnvejr, og kunne bare se min datter løbe længere og længere bort med et kæmpe smil på læben. Hun kiggede da tilbage for at se hvor jeg var, men hun var helt klart kommet på eventyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På vej hjem fra Rema 1000 havde Ronja råbt sig til at få hul på en bakke med blåbær, og dem havde hun selvfølgelig med på eventyr. Jeg måtte jo i sidste ende under bjælken og ind og hente frøkenen, og det var hun bestemt ikke tilfreds med. Skrig og skrål hen til opgangen, og så ned så hun selv kunne få lov at bestige trappen – stadig  med blåbærbakke i hånden selvfølgelig :).

Vi havde nok været for meget inde den weekend og hun havde kedet sig, for jeg har aldrig set hende så begejstret og med mod på bare at løbe afsted for sig selv før. Det var rart at se hun er et rigtig udebarn. Niki og jeg har mange gange snakket om hvor meget vi selv legede ude som børn. Niki i lyngbakkerne i Gl. Rye og jeg legede pinden er borte i diverse baghaver, mellemhaver og forhaver hjemme i Harboøre. Selvom vi nu bor i byen, vil vi alligevel gerne at Ronja kommer til at elske udelivet ligesom vi har gjort. Pludselig er jeg blevet overbevist om at det også godt kan lade sig gøre selvom man bor på 4. sal.

Dagen efter i vuggestuen havde hun også fået lov at komme ud på legepladsen selvom det ikke var meningen. Der er kommet tre små nye piger på Ronjas stue, og det var meningen hun bl.a. skulle blive inde og lege lidt med dem. Men det gad hun ikke! Da de store børn gik ud blev hun utilfreds, og en af pædagogerne tog hende så med ud på gangen. Med det samme spænede hun op i garderoben og fandt støvlerne frem og stod og hev i flyverdragten. Det var tydeligt hvad hun ville, så hun kom ud og kørte på scooter i en lille times tid. Fik derefter frokost og tog sig så en 3 timers middagslur. Ah at være godt træt og så få lov at sove. Heldige barn :).

Som nævnt i mit allerførste indlæg, så var intentionen egentlig at bloggen skulle være startet sidste år, da Ronja var helt lille. En del af min plan var bl.a. at kigge tilbage på min graviditet, fødsel, et at blive mor, blive familie, tilbage til job og hvilke andre milepæle der har været undervejs. Det er stadig min intention, og derfor starter jeg fra starten nu.

I februar 2012 begyndte min krop at være underlig. Jeg fik ømme bryster hvilket jeg aldrig havde prøvet før, og jeg var træt – ufattelig træt. Men vejret kan jo hurtigt få skyld for mange ting, og troede bare det var vinteren der drillede mig. Men så kom min menstruation ikke til tiden, jeg købte mig sådan en graviditetstest, og så var den fisme positiv. Godt der var to tests i pakken, for kunne ikke helt tro på det. Det var en aften Niki var på job jeg fandt ud af det, og jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn så.

Skal være ærlig, det var en umulighed i mit hoved – hvordan kunne det ske? Jeg var jo på p-piller og havde været det længe. Men i januar havde jeg skiftet mærke, og glemte at jeg ikke skulle holde pause så. Der gik fire dage inden jeg kom i tanke om det, og så startede jeg med det samme. Ringede til lægen som mente det var ligemeget. Det var det så åbenbart ikke helt, for de virkede i hvert fald ikke.

Heldigvis havde Niki og jeg været sammen i nogen år, og havde snakket om at vi engang ville have børn. Han tog det meget pænt – nærmest lidt for pænt da jeg følte mig helt i panik. Efter jeg havde fortalt ham det gik der et lille kvarters tid, så kom han ind til mig i soveværelset og sagde “Så skal vi vel også giftes?” – “Ja tak”. Og det var så det frieri ;).

Det tog lang tid at vænne sig til tanken om at jeg skulle være mor, og i det hele taget var det at få et barn så uvirkeligt. Men kvalmen og trætheden meldte sig hurtigt, og det var ulideligt. De første tre måneder havde jeg det virkelig dårligt, og tænkte at det blev 9 alt for lange måneder, hvis jeg skulle have det sådan. Kan huske mine forældre var på besøg i Århus og vi var en tur i Aros. Jeg var ved at omkomme på den tur. Havde sovet elendigt og kunne intet holde i mig, og så serverede søs kun varmt mad til frokost, hvilket var absolut no go for mig. Særligt kogte grøntsager og andet blødt mad var slemt. Det skulle helst være sprødt og knase, så det blev til mange chips og utroligt mange ferskner.

Heldigvis fortog dårligdommen sig. På den anden side af påske begyndte det at vende, og det begyndte også så småt at vise sig på maven. Vi var kun til de helt almindelige scanninger ude på Skejby, og det var fantastisk. Første gang vi fik lov at se bettefis fældede jeg da et par tårer. Hendes far er ikke en tuder, men han var rørt kunne jeg tydeligt mærke, tror faktisk det først var der det rigtig gik op for ham at der virkelig var et barn derinde.

De næste måneder var fantastiske. Det blev forår og sommer, og vi var til 20 ugers scanning og alt var bare så fint. Jeg havde tabt godt 5 kg de første tre måneder, så jordemoderen var så tilfreds med min vægt hele tiden. Det var rart når nu jeg er i en vægtklasse hvor læger og lignende normalt ikke er helt tilfredse. Jeg synes der gik lang tid inden jeg mærkede liv derinde. Min moderkage lå foran fosteret, så der skulle lidt mere kraft til før det kunne mærkes på ydersiden. Var helt henne i uge 22 inden der kom små bobler snigende. Og derefter tog det bare fart. Hun var en livlig lille spirrevip – særligt om aftenerne. Det var mega hyggeligt, og dejligt at jeg endelig rigtig kunne mærke at jeg var helt rigtigt gravid. Jeg begyndte at glæde mig.

Niki havde af en eller anden grund været fuldstændig sikker på at det var en dreng der var derinde. Så vi havde egentlig snakket mest om drengenavne, og havde nogen rigtig gode kandidater. Dem kan vi så gemme hvis det skulle blive aktuelt på et senere tidspunkt. Men da vi fik at vide at det var en lille pige, skrev han da hurtigt til hans bedste kammerat, hvis førstefødte også er en pige, at rigtige mænd får prinsesser :). Det var godkendt, men det var væsentligt sværere at finde et navn. Hvor Ronja egentlig kom fra ved jeg ikke. Vi kiggede navnelister igennem og der stod det jo pludselig. Det var korte navne og navne der endte på a vi primært snakkede om, så det passede jo meget godt ind. Vi blev begge forelskede i navnet, og har ikke fortrudt det et sekund.

Resten af min graviditet forløb så fint. Vi blev gift om sommeren og var i sommerhus i en uge. 8. september gik jeg på barsel, og 16. september skulle vi overtage en ny lejlighed. Heldigvis i samme blok som vi i forvejen boede i, bare med et værelse mere. Og så var det på 4. sal uden elevator – ikke toppen, men vi bor her stadig og har da overlevet det indtil videre. Jeg pakkede det meste af lejligheden sammen, og brugte dagene på at gå de ture jeg orkede med en fyldt rygsæk og poser over i den nye lejlighed. Heldigvis kom der gode venner og tog det tunge slæb, så der skulle jeg mest bare sørge for maden. Vi kom på plads og begyndte at anskaffe os de nødvendige ting.

Den største gene til sidst var at jeg konstant skulle tisse. Der var altså ikke god plads til baby og væske i blæren samtidigt. Kroppen var da også medtaget, og venstre ben lider stadig af åreknuder. De forsvinder nok ikke af sig selv nu. Strækmærker fik jeg også til sidst. Sådan nogle små nogle hen lige tværs over maven. De var heldigvis ikke så lange, og i dag er de blege, så det ses ikke mega tydeligt. Men nu er jeg heller ikke lige typen der normalt viser så meget mave, så jeg overlever det nok.

Terminsdagen – d. 19. oktober 2012 – nærmede sig, maven var på sit maks, følte den var ved at sprænges. Men der skete ikke en hujende fis. Det var ikke bare mig der havde det godt med at være gravid – Ronja havde det åbenbart også helt fint med tingenes tilstand og lod vente på sig. Ikke engang lidt plukveer kunne jeg få. Kun spark i ribbenene og bokseslag på blæren. Det var belastende til sidst, og jeg var nu endelig helt parat til at blive mor.