Hausgaard opfordring

I en ellers travl uge fik jeg torsdag aften tid til og mulighed for at komme i Musikhuset og se Niels Hausgaard. Mine forældre er fans, og jeg er af den grund også kommet til at holde af hans lune jyske humor, og jeg glædede mig virkelig. Det var en rigtig god oplevelse omend lidt mere alvorligt end jeg måske lige havde regnet med – han er ikke bare fuld af fis :).

Niels, Kristian og Signe.

Niels, Kristian og Signe.

Jeg var lidt træt til showet, men fik egentlig sat rigtig mange tanker igang alligevel. Mest af alt snakkede ham om lidt om skolereformen. Han stillede spørgsmålstegn ved om det nu også var det bedste. Konkluderede så at det måtte det jo være, for vi har jo selv valgt dem har bestemt det, og der er ingen der rigtig har brokket sig, så sådan er det jo. Jo, det er i sidste ende forældrenes skyld siger han så.

Av for den. Smæk til stillesiddende og uengagerede forældre. Vi har herhjemme flere gange snakket om de oplevelser vi kan frygte Ronja vil få i den danske folkeskole, når hun engang bliver så stor. Vores løsning er altid at så må vi tage hende ud af folkeskolen og sende hende i privatskole et sted hvor de kan rumme hvilke problemer det end måtte være.

I stedet for at tænke sådan har Hausgaard nok ret i at forældrene istedet burde tage et fælles ansvar. Hvis alle forældre til børn i skolealderen gik sammen og sagde nej, så ville regeringen jo være nødt til at lytte. Men ved slet ikke om der sådan er folkelig modstand imod heldagsskole eller om det bare er mig.

Nogen gange så er jeg tænker jeg i det hele taget at vores generation kigger ret meget ind ad og bare skal have det til at fungere for os selv. Det gør vi jo også når vi sige at Ronja bare må komme i privatskole hvis det andet ikke fungere. Vi har ikke rigtig nogen oplevelse af at det kan gøre en forskel at løfte i flok. Vi lader bare stå til, og så redder vi vores egen røv når det brænder på.

Det er måske også sammenlignet med Hausgaard der fortalte om de oplevelser og mennesker han har mødt gennem tiden, og særligt tilbage i 60’erne og 70’erne. De var en flok hippier allesammen, men de stod sammen om en fælles sag og var med til at ændre politikken og satte dagsorden. I dag vælger vi politikere og så gør de som de vil. Eller lige bortset fra SF’s bagland så gør vi ikke rigtig noget ude i befolkningen.

Ej, der er sikkert begivenheder jeg glemmer, men det er jo først inde for det sidste halvandet år at jeg egentlig rigtig er begyndt at bekymre for det samfund vi bygger op, og hvilken fremtid det vil bidrage til. Jeg er hundeangst for at fejle som forældre, og med det følger også en frygt at samfundet fejler, da det vil gå ud over Ronjas fremtid alt sammen. Det er stort ansvar vi har, og vi må huske at være det bevidst. Vi lever i et demokrati, og det betyder jo i sidste ende at det er folket der bestemmer. Husker vi nu også at gøre det???

Stilhed = storm

Der har været stille på bloggen på det seneste. Normalt siger man stilhed før storm – det kan på sin vis også være rigtig nok, for jeg har en del indlæg i hovedet jeg går og pusler med, så måske bliver der blogstorm om lidt.

Men grunder til stilheden er på grund af storm i det virkelige liv for tiden. Vi har alt for travlt, så det der med at finde tid til at sætte mig og skrive lidt er svært. Også fordi når jeg har tiden, så vil jeg hellere tidligt i seng :).

Stormen handler om arbejde og skole. Niki har eksamensperiode for tiden, så han arbejder på højtryk. Uanset om han er hjemme eller på skolen, så læser han og løser opgaver hele tiden. Så det der med parforhold er der heller ikke meget af for tiden. Vi hjælper hinanden for at få tingene til at hænge sammen.

Jeg selv er presset på arbejde. Eller måske ikke ligefrem presset, har bare møgtravlt. Jeg er så heldig at sidde i en information, men jeg er ikke informationsmedarbejder. Det medfører altså en del forstyrrelser i løbet af en dag, og det gør det jo ikke nemmere at koncentrere sig. De sidste 14 dage frem til 5.april er altid travle for mig, da jeg er ansvarlig for at vi sende korrekte oplysninger afsted til UVM – det lyder lidt mere fancy end det er. Men så oveni hatten skulle jeg også hjælpe til med andre store opgaver i den forgange uge pga. sygdom. Det kan en arbejdsplas jo aldrig gardere sig imod. Men jeg har været nødt til at arbejde lidt hjemme om aftenen og jeg har helt blæst i mit lille hoved pga. alt for mange informationer der skulle holdes styr på.

Nu er det ikke en klage – jeg er pænt blevet spurgt om jeg ville påtage mig diverse opgaver, og det vil jeg jo helt vildt gerne, for det er lidt spændende. Det er pokkers at have det sådan. Men jeg er i dag kommet til at tænke på, at selvom jeg siger har travlt, så tror jeg ikke jeg har arbejdet over 45 timer alt i alt – hvis jeg overhovedet har det. Jeg kender nogen der sådan i en helt almindelig uge bare altid arbejder sådan i omegnen af 48, 50, 52 timer. Jamen for pokker – hvordan kan man holde til det?

For mig personligt ville det ikke hænge sammen med også at forsøge at leve op til at være den mor og kone og veninde og søster og datter som jeg egentlig rigtig gerne vil være. Synes det må have store bekostninger trods en god løn. På den anden side vil man have mulighed for at betale sig fra opgaver som rengøring, tøjvask, indkøb og lignende.

Karrierelivet er nok bare ikke mig, jeg er nok for glad for fritid og hjemmetimer. Så måske er det meget heldigt at jeg bare er skal passe et kontorjob på VUC. Heldigvis bliver jeg ikke snydt for ansvar af den grund – og heldigvis slipper jeg for personaleansvar. Jeg er i det hele taget nok ret godt tilfreds, og kan leve med uger hvor det stormer – så længe det kun er storm engang imellem.

Pennevenner

Det lyder oldschool, og er det vel også lidt på den gode måde.

Jeg er mega fan af instagram – sikke mange dejlige og spændende menneskers liv man kan få lov at følge med i helt gratis. Diverse mødre med skønne børn sådan cirka på Ronjas alder og så en masse kreative mennesker er dem der fylder mest når jeg logger på. Men dem jeg nu elsker allermest er selvfølgelig dem jeg kender personligt – ligemeget hvad de ligger op så synes jeg det er så hyggeligt, somom man holder kontakten lidt ved lige helt uden at gøre noget for det.

Jeg må jo ærligt indrømme at efter Ronja er kommet til er jeg ikke så meget sammen med venner længere som jeg før var. Desværre, men kan forstå at det er vilkårene for mange. Derfor er jeg glad for offentlige medier hvor vi deler liv – så ved jeg da lidt om hvad der sker derude alligevel.

Men noget der pludseligt blev ret så moderne i min instagram omgangskreds, hvis man kan kalde det det, er pennevenner. Good oldfashion penpals that is! Hvem har ikke skrevet med ukendte jævnaldrende i sine teenageår? Faktisk så mødte jeg engang, mange år efter, en af mine gamle pennevenner. Det andet år jeg var i Norge, var der pludselig en pige der lød lidt bekendt og jeg kunne huske byen og så videre. Det var lidt sjovt.

Men altså det her pennevenne halløj det lyder da mega hyggeligt. Det er en lidt udvidet udgave. Den gruppe jeg er med i er vi 11, og man skal så sende brev til to hver måned i et halvt år. Så det er ikke pennevenner man skal blive ved at skrive til. Forskellen fra 90’er pennevennerne er dog at man skal være kreativ – eller der er ikke tvang, men det er de fleste altså bare. Så det er egentlig ikke så meget brevet – det er mere spændende hvad der er sendt med. Nu var februar den første måned jeg har deltaget og der modtog fint garn til hyggeprojekter, hjemmelavede kort, og her i marts fik jeg små fine stjerner og en nøglering af hamaperler der er syet sammen.

Det er mega hyggeligt – ligesom jeg havde tænkt det. Problemet er jo bare at jeg også skal levere noget den anden vej, og jeg vil jo gerne gøre det godt. Den faktor havde jeg lige glemt da jeg sagde ja tak til at deltage. Mine kreative kræfter har primært været rettet mod Ronja projekter de sidste par år, og lige for tiden laver jeg barselsgaver til hele tre små drenge – hvoraf kun den ene er kommet til verden. Så nu er det jeg sidder med dårlig samvittighed fordi der er 10 mere derude jeg skal prøve at lave noget brugbart til.

Det er også lykkedes mig – de første to pennevenner på listen fik hæklet nøglekæde og hjemmelavede øreringe+ diverse købte ting. Det var da meget pænt synes jeg, så tror jeg forsætter i den dur.

Pennevennepost

Pennevennepost

Så nu er næste modtagers projekt igang og barselsgaver midlertidigt sat i bero. Men hvor er det typisk mig – jeg vil rigtig gerne deltage, og så alligevel ikke helt. Vil gerne være med til det sjove, men vil helst ikke selv bidrage så meget. Men vigtigst af alt så får jeg hyggelige personlige håndskrevne breve og gaver, og hvem elsker ikke bare det???

Er det bare mig???

Nu ved jeg, at jeg kender en del pædagoger som muligvis læser med, men jeg kender også mange forældre, som har en holdning til pædagoger. Men jeg har undret mig lidt på det sidste over en daglig besked henne i vuggestuen. Jeg ved ikke hvad vi skal gøre ved det, og det lyder heller ikke rigtig til at pædagogerne har nogen gode ideer.

Ronja har været glad for at være i vuggestue denne uge. Hun nyder jo at komme ud, og det har de været både formiddag og eftermiddag. Vi får at vide, at hun hygger sig og spiser godt og sover godt. Hun trisser stille og roligt rundt eller leger med nogen af de andre. Men mest  af alt, så elsker hun at være sammen med en voksen og læse bøger eller bare sidde og kigge på de andre børn, som hun elsker at grine af.

Problemet er netop hendes forhold til de voksne. Af en eller anden grund har vi altså bare et enormt tryghedssøgende barn. Hun har været i vuggestuen i et halvt år, men der er altså bare rigtig mange børn og et højt tempo. Måske passer det ikke til Ronja. Jeg tænker ikke hun er det man kalder et sensitivt barn. Hun er jo glad og charmerer, og hun tør også op overfor de fleste fremmede efter lidt tid. Men hun er lidt tilbageholdende og farer ikke bare i armene på fremmede, og synes at de er mega spændende.

Henne i vuggestuen er hun også bare rigtig glad for de tre kvindelige pædagoger, der er tilknyttet hendes stue. Men hver dag når vi henter hende, så siger de at hun er blevet ked af det når de går. Altså når en af dem går ud fra stuen, eller når de allesammen har fri og går hjem inden Ronja bliver hentet. Jeg synes lidt de skulle være glade for at hun tydeligvis sætter meget stor pris på dem. Samtidig har jeg da også forståelse for at det kan være lidt træls, at et barn bare vil være lige i hælene på dem hele dagen. Men har alle ikke trælse dage på arbejde – det er jo Ronjas dag jeg er interesseret i og ikke så meget pædagogernes.

Men efterhånden så ved vi godt at Ronja har den reaktion, og at de synes det er lidt frustrerende. Jeg synes bare ikke det er nødvendigt, at det altid er det første der bliver nævnt, når jeg spørger om hun har haft en god dag. For når jeg spørger ind til det, så hygger hun sig og er i godt humør, så længe de voksne bliver i nærheden.

Måske er det mig der er gal på den, men jeg synes det er en adfærd der er svær at ændre på. Hvordan i al verden skal vi lære hende at det er ok at være sammen med fremmede. Prøver alle forældre egentlig ikke at lære deres børn, at de ikke må snakke med fremmede? Ronja er bare født så snusfornuftig måske?!? Det er fint nok vi skal vide at hun har været ked af det, men når det ikke er hovedparten af dagen, så sig da bare at hun har hygget sig til at starte med.

Ronja er vel i bund og grund en meget almindelig et-årig. Hun snakker enormt meget og øver sig på mange ord, hun spiser som en gris og leger med maden, hun hælder vand ud over det hele, hun synes det sejeste er at tegne på sig selv, hun roder i alt hun kan nå og hun hader alle rutiner som at børste tænder, skifte ble, klippe negle mv. Er det ikke meget normalt – hvem kan sige der er noget galt? Min lille pige er følsom, men ikke i en grad så det er et problem. Må man ikke godt mene at pædagogerne bare må tage det sure med det søde, og det vigtigste er at mit barn har en god dag?

Det skal lige siges at jeg altså virkelig er glad for vores vuggestue i det hele taget, men jeg er bare træt af lige netop denne daglige besked.

Hmm, servietter.

Hmm, servietter.

Roder i mors skuffer.

Roder i mors skuffer.

Ih, tv kun for mig.

Ih, tv kun for mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mmm, gulerødderrrr

Mmm, gulerødder

Så er der en hel igen og krummer på bordet.

Så er der en hel igen og krummer på bordet.

Tortilla på fars tallerken.

Tortilla på fars tallerken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forårsfornemmelser

Som de fleste andre, så elsker jeg når foråret begynder at vise sig, og i år er den tidlig på det. Det er særlig dejligt om morgenen, når man nu er cykelmor, og skal ud på en lille grussti som ikke har gadelygter – nu kan vi bare se hele vejen uden cykellygter :).

Men denne har weekend har bare været helt særlig dejlig, og vi har været ude og nyder det dejlige vejr. I går p legepladsen med Louise og hendes Phillip fra vores mødregruppe, i dag var vi bare nede ved blokken, mens vasketøjet kørte.

Så nu er der billedspam af skønne forårsfornemmelser med Ronja i det fri.

Grus er bare ret sjovt.

Grus er bare ret sjovt.

Ronja (17)

Grus er bare ret sjovt

Grus er bare ret sjovt.

Grus er bare ret sjovt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidlig musikals talent?

Tidlig musikals talent?

 

Kan helt selv vippe.

Kan helt selv vippe.

Afsted med en pind.

Afsted med en pind.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tager lige en slapper på turen.

Tager lige en slapper på turen.

Se en mariehøne

Se en mariehøne

Kvaser mariehønen

Kvaser mariehønen