Juni er normalt sådan en dejlig måned. Sommeren begynder for alvor, og dagene er lange og lyse. Man cykler uden jakke på og strømperne er gået i hi. På arbejde har vi altid travlt i denne måned. Eksamensperioden er ved at være slut, og dermed skal vi producere beviser. Det er nogle lange seje dage, men også lidt hyggelige, og man har virkelig fornemmelsen af teamwork, og jeg nyder nørderiet.

Sådan har juni vel i princippet også været i år, jeg synes bare ikke rigtig jeg har oplevet det. Vi har brugt juni måned på sygdom – alt for meget sygdom. Desværre er det stakkels Ronja det er gået ud over, og jeg hader når hun er syg. Hun kan ikke rigtig fortælle hvordan hun har det, andet end ved at græde når hun har det skidt – og hun har grædt og pylret meget den sidste måned.

Hun har haft mellemørebetændelse 2 gange i træk, med kun 5 dages mellemrum mellem 10 dages pinicillinkur. Vi har efterhånden fast plads i lægens venteværelse til deres akuttider, og Ronja piber ligeså snart vi ser døren dernede. Heldigvis får hun en ballon hver gang hun er færdig, og det hjælper lidt på alt det grimme der sker dernede.

En bivirkning ved mellemørebetændelse er urolig søvn – meget urolig søvn. Jeg har mange gange tidligere brokket mig over Ronjas søvnmønster eller mangel på samme. Lige for tiden topper det fuldstændigt, og det værste er, at det jo praktisk talt er en måned uden er ærlig nats søvn vi efterhånden snakker om. Det betyder at mors overskud er ved at være brugt op, og jeg har tudet flere nætter når klokken er tre om natten og jeg endnu ikke har sovet. Selvom hun sover dårligt, så står hun også tidligt op, så morgenerne begynder inden kl 6 for tiden. Jeg har så ondt af hende, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for hende, men jeg magter snart ikke mere.

Den anden penicillinkur stoppede ovenikøbet lidt på den på den trælse måde, for pludselig fik Ronja røde mærker over hele kroppen. Det kaldes nældefeber og var udløst af en allergisk reaktion på penicillinen. Så den type må hun ikke få mere. Forhåbentlig er det ikke alt penicillin hun ikke kan tåle, men det er der kun tiden til at vise. Umiddelbart var hun ikke rigtig påvirket af det, men i lørdags kløede det altså på hende. Vi fik fat i vagtlægen og fik noget antihistamin som bare virkede med det samme – super!

Alt Ronjas medicin har hun fået i sprøjte, og hun hader det. Vi kan simpelthen ikke lokke noget som helst ukendt i hende. Problemet er også lidt at hun ikke rigtig kan lide hverken juice eller saft, og grim smag er altså svær at kamuflere i vand. Jeg hader at skulle tvinge hende. Stå og holde hende fast og ikke give slip inden hun har slugt al medicinen. Jamen hvor er det ubehageligt, og det er klart nok jeg ikke lige får krammer som det første bagefter, selvom det er det jeg har allermest brug for.

Men nu, efter fire uger med sygdom, så satser vi igen på at hun nu er rask. Jeg har dog stadig mine tvivl, for hun klør i ørerne og siger av. Hun sover stadig møg elendigt og hun vil ikke ligge ned og have skiftet ble – typiske tegn på der er noget der trygger i de ører. Kunsten for os bliver nu at holde hende rask i hvert fald de næste tre uger, for så skal vi endelig til ørelæge. Jeg har svært ved at tro på det, men håber godt nok hun kan få lidt ro og komme lidt ovenpå igen. Vi trænger allesammen til ro og overskud.

Så jeg beklager hvis der er nogen som føler sig svigtet. Det er ikke lige vores sociale liv der er blevet plejet. Det er muligt der smuttet et par fødselsdage uden en hilsen, i det hele taget er der ingen der har hørt fra mig uden at de har skrevet først. Jeg har planer om det skal ændres, for det bliver også hurtigt ensomt at gå rundt i en sygdomsboble. Min flexkonto på arbejde er kørt helt i sænk pga mange dage med tidligt fri, bloggen har lagt stille, hjemmet ligner Jerusalems ødelæggelse og vasketøjet ved jeg ikke hvordan vi nogensinde får vaske igennem.

Bloggen skal ikke udelukkende være mit klagested, men når livet ikke går helt efter mit eget hoved, så fylder det altså meget. Jeg vil dog lige tilføje at Ronja også stadig gør mig stolt. Hendes sprog er i rivende udvikling, og hun er begyndt at kommandere med os. Op, kom, spis! Hun hundset rigtig, og hun pladrer løs og fortælle uforståelige historier hele tiden. Hun charmerer som bare pokker, og hun er så kærlig. Vores halve time i mor og fars seng med tegnefilm inden sengetid er obligatorisk, og det er Ronja der bestemmer hvem der skal ligge hvor naturligvis.

Lidt sygdomsbilleder 🙂

Medicin til hunden.                                                   Nældefeber – av av.                                                     Medicin til Ronja.                                                        Nogenlunde ovenpå igen.

<script>
(function(i,s,o,g,r,a,m){i[‘GoogleAnalyticsObject’]=r;i[r]=i[r]||function(){
(i[r].q=i[r].q||[]).push(arguments)},i[r].l=1*new Date();a=s.createElement(o),
m=s.getElementsByTagName(o)[0];a.async=1;a.src=g;m.parentNode.insertBefore(a,m)
})(window,document,’script’,’//www.google-analytics.com/analytics.js’,’ga’);

ga(‘create’, ‘UA-50237436-2’, ‘auto’);
ga(‘send’, ‘pageview’);

</script>

Jeps, det handler om lort, så luk nu, hvis du ikke vil læse mere.
Jeg har før hørt om børn som skider i badet, men har heldigvis aldrig selv oplevet – indtil i dag.
Ronja har åbenbart haft lidt hård mave i dag. Her til aften var hun så i bad efter aftensmaden. Og hun gik helt frivilligt, glad og frejdig ud i badekarret.
Men mens hun sidder der og plasker så kommer der pludselig 2 brune flydere. Det varme, afslappende vand var åbenbart lige det hun havde brug for. For pokker hvor var det ulækkert – og hun var nærmest kun lige kommet ned i badet. Nå, men ingen vej udenom. Op med barnet, vandet skyldes ud i toilettet, karret vaskes af og fyldes igen så vi kan forsætte.
I mellemtiden er frøkenen så kommet i tanke om, at hun da egentlig ikke kan lide at være i bad. Så der skal virkelig meget overtalelse til for at få hende tilbage. Hendes hår var ikke engang nået at blive vådt endnu, så der var ligesom lang vej igen.
Det lykkedes ikke rigtig – måtte vaske en skrigende piges hår med en vaskeklud og uden sæbe. Men hvad skidt – lidt har jo også ret.
Ovenpå dårlig badeoplevelse tog vi lige 2 x postmand per, hvor hele familien blundede lidt. Far er færdig med sine eksamener idag, så han havde også tid til post-flyder-hygge:-).
Fik desværre ikke noget billede fra episoden, så det må i undvære 😉

Det er en underlig tid med søde Ronja lige nu. Hun havde mellemørebetændelse for 14 dage siden, og i fredags fik hun endelig det sidste penicillin. Men hun er ikke 100% ovenpå endnu.
Hun piller sig stadig i ørerne og sover igen virkelig dårligt om natten. Så mor er træt og har ondt i hovedet. Det bliver lidt bedre hver dag, men er på ingen måde godt.
Både Niki og jeg har været såkaldte ørebørn og har fået dræn i. Er den slags mon arveligt, for jeg er bange for det går den vej. Eller egentlig håber jeg måske lidt det ender med dræn, hvis det kan hjælpe hende lidt.
Men det er ikke nok med ørerne – hun er et stædigt lille ræd. Jeg er med i en facebook mødregruppe, og der har vi netop snakket om dette voksende uforklarlige temperament og søvnforstyrrelser. Hvorvidt vi skal tro det er et 11 tigerspring som bøgerne har valgt ikke at skrive om, eller om det er trodsalder der træder mere i karakter er vi lidt uenige om. Et 11 tigerspring ville forhåbentlig betyde at det går over igen forholdsvis snart – trods alder forsætter til engang i børnehaven. Udsigten til halvandet år med frøken “NEJ!” er jo ikke lige det man drømmer om. I virkeligheden er det 11. tigerspring og trodsalder måske det samme.
Da Ronja fik mellemørebetændelse begyndte hun også på en anden skør ting. Hun tager fat i lår eller ben og siger av. Nogengange begynder hun næsten at græde. Kan de have vokseværk i så tidlig en alder. Umiddelbart giver det jo ikke meget mening. Hun har fået et myggestik bag på låret ovenikøbet, så nu klør det også. Hader når jeg ikke rigtig kan regne ud hvad der skal til for at hjælpe hende.
Samtidig med temperamentet vokser, vokser hendes charmerende personlighed også. Shit hun kan snøre sin mor og far når hun smiler sødt og råber begejstret “FAR!” eller mor. Hun er blevet lidt af en hyggetrold og de fleste aftener byder efterhånden på en halv times hygge i mor og fars seng med en eller anden tegnefilm inden sengetid. Hun krammer og kysser i tide og utide – hun forstår dog bare ikke helt at man kysser med trutmund. Hun kysser helst med åben – heartbreaker in the making;-). Hun vil gøre alt selv, og når det lykkes er hun på toppen. Hun er også begyndt at kommandere med os. Hun siger op når vi skal flytte os, og kom når hun vil vise os noget eller have en kiks. Det er sjovt som hun bliver mere og mere frk. Berthelsen.

Frøken Berthelsen <3

I aften er Ronja og jeg alene hjemme, for far er i skole og øve eksamen. Han har endnu en sindsyg eksamensperiode, og der er ikke rigtig tid til familieliv i det skema. Nu har han været studerende hele vores forhold, så jeg er ved at være vandt til det.

Det der dog er lidt anderledes i år, er at det forhåbentligt er sidste gang. Forhåbentlig bliver han færdig til februar næste år, så der er lys for enden af tunnelen efterhånden. Det gør noget ved mig. Jeg øjner en mulighed for forandring. Både vil det være et oplagt tidspunkt at gøre noget i forbindelse med at Niki skal ud og have arbejde. Samtidig er udsigten til en lidt bedre økonomi jo også vældig tiltalende.

Det der rumsterer mest i mit hoved for tiden er, at komme ned til jorden og vestpå. Jeg har alle dage sværget, at jeg ikke ville tilbage til Harboøre. Det er stadig ikke rigtig det der er drømmen, men blev jeg stillet et ultimatum der hed Århus eller Harboøre, så tror jeg godt jeg kunne finde på at flytte hjem.

Jeg synes det er vældig træls der er så langt hjem til mine forældre. Efter vi har fået Ronja er familien blevet endnu vigtigere for mig end nogensinde før. Jeg synes det er hårdt, at det altid kan være et problem at skulle besøge mine forældre. Det kan ikke rigtig kan betale sig for en dag, og så kræver det lidt mere planlægning når det skal være muligt at overnatte. Det hænger selvfølgelig også sammen med at vi transporterer os med offentlig transport, og derfor bliver det for meget at rejse begge veje på en dag.

For godt et år siden flyttede min søster og svoger også til vestjylland, og der er flere af mine veninder er der er flyttet herfra eller som snakker om at gøre det. Derfor bliver det jo også mere og mere ligemeget, om jeg er alene hjemme i Århus eller i anden by et sted i Danmark.

Efter Ronja er startet i vuggestue, er det for første gang fået op for mig at der egentlig også findes små lokalsamfund i Århus. Vi bor i en blok midt i et parcelhuskvarter af den pæne slags. Det, at jeg pludselig fik et barn bag på cyklen, betød at rigtig mange begyndte at hilse på mig. Efterhånden kender jeg rent faktisk nogen af dem, fordi jeg har snakket med dem i vuggestuen. Men det er stadig ikke helt nok, for man kan ikke benægte at Århus er en storby med alt for mange folk der har alt for travlt til børnefamilier.

Vi har snakket lidt om hvad vores muligheder er. Niki har selvfølgelig også ideer og meninger og hvad han gerne vil. Et sted mellem Århus og Silkeborg er nok det næsmeste vi kan komme det pt. Problemet er også, at vi ikke ved hvor Niki engang får arbejde, og det skal jo også give mening i forhold til det.

Men i hvert fald er jeg nået frem til at jeg er klar til at lægge Århus bag mig. Jeg vil gerne være forstads mor og have min egen have, hvor jeg bare kan åbne døren og så kan lille frøkenen løbe udenfor. Optimalt set vil jeg bo ved vandet, men det er nok lidt svært – så lidt skov eller en mark kan også gøre det. Hvad det ender med, hvornår det sker og hvor det bliver er der ingen der ved noget om – men heldigvis har man lov til at drømme. Så må vi bare håbe jeg ikke bliver alt for utålmodig inden der sker noget.

Jeg tror vores lille gartner er enig med mor 🙂

For en uge siden tog vi hjem til århus efter en hyggelig weekend hos mine forældre. Søndag formiddag var Ronja mega pylret, og hun sad ret op og ned kl 11 til frokost og faldt i søvn. Det var mærkeligt. Hun sov meget resten af dagen, men havde ikke feber eller noget.

Mandag var hun i vuggestue – i et par timer… Så havde hun fået feber, og så skal børn jo hjem og passes. Jeg kunne ikke lige gennemskue med det samme hvad der var galt. Men ca en uge forinden havde vi været ved lægen og fået at vide at hun havde væske i ørerne. Måske kunne det være mellemørebetændelse.

Og yes – mellemørebetændelse it is. Igen, 2. gang i hendes korte liv. På ny stod den på penicillin. Børnepenicillin er altså bare af den ulækre slags. Tyktflydende, klistret, enormt sødt og kokusduftende. Og så skal det sprøjtes ind i munden med en lille sprøjte. Når man kender Ronja, så ved man på forhånd det kommer til at betyde fysisk overgreb.

Hun hader det så meget, og så skal hun have det 3 gange dagligt i 10 dage. Det var dømt til at mislykkedes, og det hun ikke spyttede ud undervejs kastede hun op bagefter. Har svært ved talemåden “det skal gøre ondt før det kan gøre godt”, når det gælder mit barn. Dagen efter ringede vi til lægen og fik andet penicillin. Har hørt fra flere det virkede ligeså godt, og var meget nemmere at få i børn. Men selvfølgelig ikke mit barn.

Nu var hun jo lidt på stikkerne pga dårlige oplevelser dagen før. Den nye penicillin er piller der skal opløses i vand eller tynd væske. Vi prøvede at lokke det i hende på alle mulige måder. Forklædt som d-dråber, saft, juice, vand, drak lidt selv. Hun nægtede alt, og ville pludselig slet ikke drikke noget, for hvad mon der var i.

Det endte med vi måtte tage sprøjten igen og holde hende imens. Hun blir så sur og ked af det hver gang, men nu går det over ligeså snart jeg stopper igen. Ja, det er mig der har æren af at sørge for den daglige dosis kommer indenbords. Det har resulteret i at frøkenen har været sur på mig hele ugen. Så er det fisme op ad bakke at passe hende og prøve at hygge om hende og give hende lidt længere snor end normalt.

I fredags passede farmor hende, og hun ville bare blive hos farmor. Hun blev lidt pylret og vanskelig da jeg kom hjem – sikkert fordi hun vidste at der så er penicillin på vej. I går var vi alene hjemme, og hun pev og græd hele dagen. Shit det var hårdt. På et tidspunkt ville hun kun tie stille så længe jeg gik rundt med hende. Det resulterede i 20 minutters trissen rundt med næsten 14 kg på armen. Det er altså hårdt når man nu ikke ligefrem sådan rigtig styrketræner.

Men i dag går det bedre. Hun været feberfri siden torsdag eftermiddag, men først i dag har hun været med ude på tur. Hun kunne ikke holde til så lang tid på legepladsen, og sover to lurer for at klare dagen. Men hun var glad igen og vi holdt i hånd og gyngede sammen. De andre dage har bare stået på lussinger og kradsemærker.

Vi har heldigvis en fridag mere, så håber jeg hun er fit til vuggestueliv igen, for jeg er ikke rustet til syg barn tydeligvis.