Vi har haft sådan en dejlig weekend, og været sammen med en masse mennesker som Ronja ikke ser så meget, og hun har bare hygget sig. Tidligere har hun været enormt , tilbageholdende og helt genert, men her sidst på sommeren er det som om der er sket noget med hende i den retning. Det er fantastisk dejligt at tage hende med til nye steder og møde nye mennesker, og så synes hun egentlig også det er helt hyggeligt.

Lørdag var vi nede ved skønne Nanna fra min dameklub. Hun har to små gravhunde, og Ronja elskede dem. Hun fik ikke sover så lang en middagslur, og var også lige lidt skeptisk da hun kom op. Men så fik hun rigtig øje på hundene, vi satte os på gulvet og legede med dem, og så var hun solgt. Det var bare så fint, og hundene var helt med den. Ikke noget med at de snappede eller noget –  de kiggede lidt på det der lille mennesker, tror de er mest vandt til mennesker i voksenstørrelse, men de legede gerne med hende. Vi var ude gå en tur nede ved fjorden, og både Ronja og hundene nød at komme lidt på græs. Det var sådan en dag der resulterede i at alle bare var trætte da vi kom til aften. Vi har haft en uge hvor Ronja bare har sovet dårligt hver nat, men i nat sov hun bare igennem – ahh, det trængte mor også til :).

I dag har vi været sammen med vores gamle mødregruppe, eller den er jo stadig gældende, men nu er der hele to ud af fem der er mor til to. Der var kun fire af os i dag, og så fire børn. Tre drenge der alle bliver 2 år inden september er ovre – ret vildt. Det betyder jo at Ronja også snart bliver 2. Nok er hun ved at være stor, men er jeg helt klar til at hun bliver så stor? Så er der jo kun et år til hun skal i børnehave. Vildt, det må jeg vel bare se at komme mig over. Hvad jeg kan forstå på andre mødre, så bliver det der med at forstå sit barns alder kun værre og værre.

Ronja har altid været ret forsigtig når vi har været til mødregruppe. Der er nogle drenge der er noget mere gang i end der er i hende, og jeg tror bare hun giver plads til deres leg. Men i dag var hun med på den. Hun skulle lige se stedet an, og finde ud af det var de hoveder vi havde snakket om hele formiddagen. Men så fik hun lidt at spise, og ligeså stille fik hun mod på at inspicere legetøjet lidt. Vi skulle da også lige læse lidt i nogle nye bøger, men hun gik endda også over og satte sig ved siden af Søs, og legede med tog sammen med Peter (Søs’ ældste dreng). Blev ærlig talt lidt stolt. Vi var ude ved en af de mødre der nu har to børn, og da Konrad kom op, så skulle hun også lige kigge lidt  nærmere på ham. Hun synes babyer er søde, men hun kaldte ham for Holger ligesom hendes fætter hedder. I starten hed Holger bare baby i hendes verden, nu hedder babyer måske Holger? Hvem ved hvordan sådan en barnehjerne fungerer.

På vejen hjem fulgtes vi med Louise og Phillip i bussen. Vi skulle skifte midtvejs, og så kunne vi ikke få to klapvogne med bussen. Så de andre tog afsted først, og Ronja blev så skuffet bagefter. Da det gik op for hende at de kørte fra os, udbrød hun et langstrækt Neeej! efterfulgt af et dybt suk. Ej nu var det lige så hyggeligt eller også var hun ved at være træt igen. I hvert fald var hun ikke helt tilfreds med at skulle vente mere på bussen sammen med mor. Øv hvor kedeligt. Men igen i aften havde jeg en meget træt pige med hjem, og nu håber jeg vi skal have os endnu en dejlig stille nat.

Nå ja, vi glemte babyalarmen i Horsens i går, og Niki mener, at det er fordi jeg ikke har hørt Ronja i nat, at jeg tror hun har sovet igennem :). Ved dog at jeg var inde hos hende to gange, hvor hun bare pylrede lidt, og sov videre så snart jeg kom. Så tror ikke på der har været stor ulykke uden jeg havde hørt det 🙂

Jeg har brugt lidt tid på at kigge indad på det sidste. Jeg har længe følt at jeg fuldstændig manglede overskud og jeg har haft en følelse af at jeg ligeså stille bare sygnede hen og efterhånden kun var lig med Ronjas mor. Alt hvad der engang var Therese er på mærkelig vis forsvundet.

Det hænger i høj grad sammen med at jeg er blevet mor, og jeg er blevet taget lidt med bukserne nede i forhold til hvad det kom til at kræve af mig. Men nu gider jeg ikke mere at opgive alt til fordel for Ronja. Bevares Ronja har stadig førsteprioritet, men der skal også være noget som jeg finder givende for mig, og som kan motivere, stimulere og udfordre mig.

Nu er første skridt på vejen så taget. Jeg skal til at læse igen. Jeg beholder mit job, men har fået lov at få fri en dag om ugen for at gå i skole. Det er en diplomuddannelse i offentlig forvaltning og administration jeg starter på. Egentlig var jeg ikke kvalificeret til optagelse, da det normalt kræver at man i forvejen har taget andet efteruddannelse. Men studievejlederen mente at jeg nok kunne få en realkompetencevirdering og komme ind på den måde. Og det lykkedes! Det var virkelig optur at få den godkendt. Jeg ved godt der ikke var nogen videre præstation i det, men jeg blev optaget fordi jeg kan noget. Det er da et skulderklap man kan bruge til noget.

Så nu bliver det spændende om jeg stadig kan finde ud af at læse. Jeg har ærlig talt ikke læst en bog siden vi fik Ronja, så det bliver krævende at skulle læse til hver uge. Men jeg glæder mig til udfordringen, glæder mig til at lære noget, og er spændt på om jeg stadig kan overleve en eksamen.

Første skridt på vejen til at finde mig igen er taget. Der er mere under opsejling, men det følger senere – vi starter i det små, og så må vi se hvordan det udvikler sig 🙂

Dette er ikke noget vigtigt – det er bare lidt til analyse af bloggen.

<script>
(function(i,s,o,g,r,a,m){i[‘GoogleAnalyticsObject’]=r;i[r]=i[r]||function(){
(i[r].q=i[r].q||[]).push(arguments)},i[r].l=1*new Date();a=s.createElement(o),
m=s.getElementsByTagName(o)[0];a.async=1;a.src=g;m.parentNode.insertBefore(a,m)
})(window,document,’script’,’//www.google-analytics.com/analytics.js’,’ga’);

ga(‘create’, ‘UA-50237436-2’, ‘auto’);
ga(‘send’, ‘pageview’);

</script>

Er søndag på sofaen i regnvejr med de samme serier på tv3 som har været der alle de år jeg har kunne se kanalen. Til det koncept hører gerne lidt guf og bestille aftensmad på just eat. Sådan en dag havde jeg virkelig lyst til. Men det er som om den slags dage bare ikke fungerer med Ronja i huset. Derfor er den slags søndage ikke længere det bedste i verden.

Hvor meget jeg end savner ‘mig-tid’, så er det bedste i verden vores skønne datter. Hun har haft en lidt træls dag med dovne forældre, og dagens højdepunkt var en tur i Rema 1000 i cykelanhængeren. Det synes hun da heldigvis der er hyggeligt. Der var ingen børneindkøbsvogne ledige i dag, så hun tog da bare den store – skidt med hun skulle gå på tæer for at nå håndtaget. Det så sjovt ud, og hun holdt heller ikke længe til det, men det skulle da forsøges.

Jeg har flere gange før bl.a. her og her skrevet om at Ronja ikke altid er så let som jeg havde drømt om hun skulle være. Det er hun stadig ikke. Trodsalder kommer nærmere og nærmere og det bliver mere og mere tydeligt. Hun træder virkelig i karakter, og vi har nogle kampe som vi ikke ved hvad handler om ind imellem, men frøkenen bliver bare sur. Det værste er de gange hvor hun bare ligger sig ned på gulvet og hamrer hovedet ned og skriger meget højt. Men hun vil ikke have sut, bamse, vand og for alt i verden vil hun slet ikke op til mor og far – vi kan bare lige vove på at røre hende. De fleste gange går det hurtigt over, og vi er ved at lære at leve med det.

Men det skulle jo handle om vores dejlige datter egentlig. For hun er virkelig herlig for tiden. Hun bliver smukkere og smukkere for hver dag der går. Hendes hår er ved at være så langt igen nu, at det godt kan sættes op. Men det er mest mor der synes det er en god ide – frøkenen er ikke meget for det, men det skal hun nok få lært. Vi er alle tre forkølede for tiden, jeg har vist været hårdest ramt, men Ronja er altså mest ulækker omkring det. Tykke gule 11-taller er da ikke noget problem, bussere der blokerer hele næseboret skal da blive siddende, og det er ok at tørre næse i ærmet hvis det endelig skal være. Vi har dog fået hende overtalt til at pudse næse nogle gange, og hun er virkelig ved at lære det nu. Hun kan rigtig puste gennem næsen så der kommer noget ud. Det er noget lettere end den der lorte næsesuger som vi alle afskyr her i familien.

Der sker meget med hende for tiden – stadigvæk kan man vel egentlig sige, jeg synes hun har været i rivende udvikling hele livet. Først og fremmest har jeg købt sko til hende i str 24 nu – det er altså store sko synes jeg, men de passer (ovenikøbet købt på bud – 2 par Ecco sko for 400 = billigt ;)). Hun vokser også i højden – ved ikke hvor høj hun er, men holder sig stadig i str 92 heldigvis. Men hun er blevet en rigtig lille sangfugl. Hun synger hele tiden og hun er begyndt at kende tekster ovenikøbet. Lige for tiden bliver der ofte mumlet lidt “mmm mm mm KOM IND!”, så ved man det er Mariehønen Evigglad der er igang. Hun kan fagter og sange som vi slet ikke kender. Hun gentager også mere og mere. Det er hele tiden og hun er blevet virkelig god til at ramme udtalen ret hurtigt synes jeg. Hun glemmer dog ordene igen, men der hænger også lidt ekstra fast ind imellem. Forleden sagde hun fx. be’ om. Det er vi fisme ikke lært hende, så HURRA for vuggestue endnu engang.

Apropro vuggestue, så går det for det meste godt, men hun har svært ved at rumme det når de er sammen alle tre stuer. Det er synd for hende, men hvordan pokker skal vi vænne hende til at være sammen 30 børn, hvis ikke hun kan lære det derhenne. Jeg håber det går over, og pædagogerne har lovet at prøve at lave en plan for hvordan vi kan hjælpe hende lidt allesammen. Igen må jeg lige ytre min nyfundne respekt for pædagoger – rummelige mennesker må man sige.

Men jeg ville blot fortælle at jeg elsker det afkom vi har sat i verden. Hun har ændret alt i vores verden inkl os selv. Der er sider af mig silv jeg kan savne og som jeg er begyndt at lede efter igen, men Therese 25 år har jeg også vinket farvel til, og som hun var bliver jeg aldrig igen. I dag er jeg mor mere end noget andet, og det er da ikke helt så fedt som at være mig, mig, mig og gøre hvad der passer mig, men det giver mig større tilfredshed når tingene lykkedes. Det giver mig større bekymringer når tingene ikke går som jeg gerne ville. Men mest af alt så giver det mig så meget kærlighed at jeg kan have svært ved at rumme det. Stolthed og lykke kan fylde mig helt når Ronja forsøger at hoppe ned fra hendes elefant og selv ser pavestolt ud. Hun kan ikke hoppe og slet ikke ned fra noget, men hun prøver ihærdigt.

Hun gør mig glad og stolt, det er ikke en selvfølge at man kan producere noget så specielt som vores lille frøken. Der er virkelig ikke det, jeg ikke vil gøre for hende.

Jeg ved godt man ikke må sige det, og man skal elske sommeren, men jeg elsker altså efteråret endnu mere, og nu kan vi så småt fornemme den kommer. Jeg er selvfølgelig heller ikke glad for regn og blæst når jeg skal cykle med afkommet bagpå, men jeg elsker regn og blæst når bare jeg er indendørs.
Jeg er klar til at sige tak for denne sommer – det er jeg næsten altid en måneds tid før sommeren egentlig helt trækker sig. I dag er jeg hjemme med den obligatoriske sensommer snue, og plejer mit tunge hoved med sofaliggeri, tæppe, varm kakao og næsespray.
Jeg er ikke det store sommermenneske som sagt. Jeg sveder konstant, og mine ben har ikke en facon der tillader shorts og bare ben i nederdel. Jeg har det bedst når jeg har undertrøje på, men det er for varmt om sommeren. Jeg vil helst sove under vores dobbeltdyne og ikke ovenpå. Jeg vil helst gå i seng når det er mørkt, og jeg kan bedst lide lukkede sko. Alt det kommer med efteråret, og jeg er klar.
Jeg elsker indendørshygge. Når det er godkendt at sidde indendøre og se film eller serier. Om sommeren er det som om alle mener at det er spild af gode solskinstimer. Men når nu det bare er det man har lyst til. Jeg kan alligevel ikke holde til at være ude i solen ti timer om dagen.
Men nu falder temperaturen først og fremmest – det betyder lange bukser og cardigan og inden længe også strømper og sko igen. Sommeren er fin og grøn, men jeg er forelsket i efterårets smukke farver, særligt nu når jeg dagligt cykler gennem skoven på arbejde efter at jeg har afleveret Ronja.
Eneste minus ved efteråret er at vinteren kommer bagefter, og den er altid alt for lang. Men det kan vi bekymre os om senere. Lige nu vil jeg se frem mod hyggedage med tæpper og hjemmebag og varm kakao. Film i flimmeren og dyne om natten.

Den er god nok – der er noget der hedder rubinbryllup, men det er efterhånden nok en sjælden begivenhed i danske ægteskaber. Ikke desto mindre har vi været til havefest for at fejre netop rubinbryllup for mine forældre i dag.
Det var en hyggelig fest – alle mine gamle mostre, fastre og onkler som vi jo ikke ser så ofte. Der var hjemmegrillede burgers og hotdogs og rigeligt kage til kaffen. Min søster, svoger og jeg havde fået digtet hele to sange til lejligheden. Den ene gik på melodien hjulene på bussen – det var mit forslag. Jeg havde ikke lige tænkt over, at ikke alle mennesker konstant hører eller synger den sang, så der blev hakket lidt gennem teksten. Men sangen var fra Ronja og Holger og handlede om dejlige bedsteforældre, så der blev såmænd ikke rigtig lagt mærke til at det gik halvskidt;-). Det vigtigste var at rubinbrudeparret blev glade, og det var der ingen tvivl om.
Rubinbryllup runder man efter 40 års ægteskab! Det er altså ret mange år. Min mor er ikke stoppet på arbejdsmarkedet endnu, så man kan ikke sige de har gennemlevet et helt liv – de mangler de gyldne år, og jeg er sikker på de kommer til at nyde det. De er blevet et par livsnydere med årene, og det er jeg sikker på deres børnebørn også kommer til at nyde godt.
Jeg er stolt af mine forældre. De fleste af mine veninder er faktisk skilsmissebørn, så det er en sjældenhed at forældre har været sammen i 40 år. Tænk på alt det man når. Boligdrømme bliver til virkelighed, stifter familie, diverse jobs, rejser, børn vokser op, børn flytter hjemmefra, finder ud af livet uden hjemmeboende børn, børnebørn. Millioner af samtaler om næste skridt i livet, lærer at gå på kompromis, følelsesmæssige rutscheture -sorger og glæder. Tænk at finde et menneske man helt selv har valgt, fordi man kan lide vedkommende, og så bare ende med at elske vedkommende resten af livet. Ens bedste ven og den man bare elsker fordi…
Tillykke til mor og far <3