Nu er situationen den, at vi er bosat på 4. sal i Århus. Skal gerne indrømme at jeg ikke er hende der er bedst til at komme ud, med mindre der er en god grund til. Slet ikke når jeg også skal have Ronja med. Men snart tror jeg ikke vi har valgmuligheden mere.

I vinterferien da vi var hjemme hos mine forældre, ville hun ikke med hjem fra legepladssen igen. Hun ville bare blive med at rutsche igen og igen. Det var også vældig hyggeligt, men også vældig koldt. I sidste weekend var Ronja og jeg så ude at teste endnu et nyt køretøj til lillepigen. Vi har fået en cykelanhænger, som også kan laves til jogger, så det er nemt når mor afleverer og far henter.

Men da vi cyklede hjem nede fra Rema 1000 igen begyndte det selvfølgelig at pis regne. Ronja sad dejligt i sit tørvejr. Da vi kom hjem og mor var gennemblødt og havde fuldt læs med, så synes Ronja selvfølgelig at det var tid at tage videre på eventyr. Jeg skulle lige tømme postkassen og satte hende ned på jorden. Vupti, så var hun stukket af – i fuld fart på vej imod parkeringspladsen. Mig afsted efter hende og få vendt retning. Det var ok, så løb hun bare den anden vej, men ikke hen til opgangen. Så mig bagefter igen. For enden af vores blok er der en lille bakke op til en basket og forboldbane. Der var nogle der spillede fodbold, som råbte lidt højt imens, og dem skulle hun da hen og kigge til. Der er en stor bjælke på tværs af bakken der spærre vejen op til banen for almindelige mennesker, men når man kun er 90 cm høj, så ser man den åbenbart slet ikke. Så Ronja forsatte bare under bjælken og videre ud på en opkørt mark. Der stod jeg så med rygsæk fuld af tunge dagligvarer i øsende regnvejr, og kunne bare se min datter løbe længere og længere bort med et kæmpe smil på læben. Hun kiggede da tilbage for at se hvor jeg var, men hun var helt klart kommet på eventyr.

Ukendt territorium

Fodboldspillere – er det ikke for tidligt med interesse?

Og så op ad trappen med blåbærbakke i hånden.

På vej hjem fra Rema 1000 havde Ronja råbt sig til at få hul på en bakke med blåbær, og dem havde hun selvfølgelig med på eventyr. Jeg måtte jo i sidste ende under bjælken og ind og hente frøkenen, og det var hun bestemt ikke tilfreds med. Skrig og skrål hen til opgangen, og så ned så hun selv kunne få lov at bestige trappen – stadig  med blåbærbakke i hånden selvfølgelig :).

Vi havde nok været for meget inde den weekend og hun havde kedet sig, for jeg har aldrig set hende så begejstret og med mod på bare at løbe afsted for sig selv før. Det var rart at se hun er et rigtig udebarn. Niki og jeg har mange gange snakket om hvor meget vi selv legede ude som børn. Niki i lyngbakkerne i Gl. Rye og jeg legede pinden er borte i diverse baghaver, mellemhaver og forhaver hjemme i Harboøre. Selvom vi nu bor i byen, vil vi alligevel gerne at Ronja kommer til at elske udelivet ligesom vi har gjort. Pludselig er jeg blevet overbevist om at det også godt kan lade sig gøre selvom man bor på 4. sal.

Dagen efter i vuggestuen havde hun også fået lov at komme ud på legepladsen selvom det ikke var meningen. Der er kommet tre små nye piger på Ronjas stue, og det var meningen hun bl.a. skulle blive inde og lege lidt med dem. Men det gad hun ikke! Da de store børn gik ud blev hun utilfreds, og en af pædagogerne tog hende så med ud på gangen. Med det samme spænede hun op i garderoben og fandt støvlerne frem og stod og hev i flyverdragten. Det var tydeligt hvad hun ville, så hun kom ud og kørte på scooter i en lille times tid. Fik derefter frokost og tog sig så en 3 timers middagslur. Ah at være godt træt og så få lov at sove. Heldige barn :).

Når man nu er født og opvokset helt derovre hvor Vesthavet rammer Limfjorden, så er man vandt til at der bliver snakket om vejret. Både landmænd og fiskere er jo ret afhængige af hvordan det ser ud. Men så tager man landsbypigen og flytter til storbyen, og så opdager hun at det er slet ikke så normalt at snakke så meget om vejret.

Altså venindesnakken handler ikke om vejret, heller ikke med kollegaerne – tja, det blir da nævnt i ny og næ, men så stopper festen også der. Men jeg synes der er god grund til at snakke om vejret i denne uge.

Det skal ikke handle om vores økonomiske situation, men lad os bare sige så meget at jeg cykler, og min mand går eller tager bussen. Det er ikke et valg fordi vi er mega miljøorienterede eller imod biler i byen som sådan. Jeg er stolt af at vi kan få livet til at fungere og hænge sammen, og synes det er lidt sjovt at Ronja er nemmere at have med på en times bustur frem for en halv time i bil – hun er ikke glad for autostolen, men har altid elsket bussen.

Men så er det at der pludselig kommer sne. Egentlig er jeg stor fan af vinter og sne. Jeg synes det er flot og det hører ligesom til en rigtig vinter. Luften bliver så dejlig ren når den er frossen, og mærke den helt ned i lungerne når man kommer. Vinteren er også oplagt til indendørs hygge med varme drikke, hjemmebag og hyggeaftener hvor der er mørkt udenfor. Synes det er helt forkert at sidde en sommeraften og skal hygge med film og slik – og så skinner solen stadig ind i tv’et. Nej – aftenen skal være mørk og dagen lys.

Men denne uge har altså været udfordrende. Op mandag morgen, og sneen ligger op til vinduet. Eller nej, det sker jo heldigvis ikke når man bor på 4. vel – men sne i karmene og altangitteret og det hele. Ih hvor var det smukt, men hold nu kæft hvor har det været bøvlet at pretend miljøbevidst i denne uge. Cykel med barn på glatte veje og grusvej med tyve centimeter sne…. Hmm, det er et no go. Og dog så har jeg gjort det her torsdag og fredag, for jeg magter ikke det andet. Så har jeg trukket cyklen når modstanden var for stor.

Vi lagde ud med klapvogn først på ugen. Her er vi igen den der type smarte storbymennesker der har en klapvogn med små drejehjul forrest. De er altså heller ikke skabt til snevejr – de vender sig jo bare på tværs når der er for stor modstand. Jaaaahmen – hvad pokker! Op på baghjulene og så skubbe afsted hen forbi alle de smarte forældre der har lidt større børn, og derfor har sådan en bobslæde. Noget der kan køre ovenpå sneen. Det virker som en god ide. Men med fuldtidsjob, fuldtidsstudie, et barn der er alt for meget i institution og ekstra transporttid, så er det ikke lige shopping vi har gjort os i. Så vi har kæmpet os gennem ugen.

Onsdag gav jeg fortabt. Ronja skulle til lægen kl 10. Det var længe siden hun havde været på VUC, så det skulle vi lige nå først, og så i vuggeren bagefter og mor tilbage på job… I snestorm – not gonna happen. Vi kom ind på VUC og til lægen, og så gav jeg op. Vi tog hjem og holdt tulledag. Benyttede os af den oplagte hyggemulighed som snevejr bare er. Tanken om at skulle frem og tilbage to gange mere var bare mere end jeg helt kunne klare.

Det er skøre ambivalente holdninger jeg har til vejret – sommeren er forkert i forhold til dagsrytmen. Vinteren er fantastisk – indefra. Altså jeg ved godt jeg er svær at gøre tilfreds. Men når jeg trækker cyklen gennem sneen nu, så drømmer jeg om denne situation igen.

Cykeltur i august <3

Det er fra Ronjas første uge i vuggeren. Det er en af de første gange jeg overhovedet cykler med hende. Men hun synes det var en fest, jeg synes det var rart, og vejen var farbar. Ingen regn, ingen sne, bare solskin og tørre veje. Det kommer vel også igen engang…