Er det bare mig???

Nu ved jeg, at jeg kender en del pædagoger som muligvis læser med, men jeg kender også mange forældre, som har en holdning til pædagoger. Men jeg har undret mig lidt på det sidste over en daglig besked henne i vuggestuen. Jeg ved ikke hvad vi skal gøre ved det, og det lyder heller ikke rigtig til at pædagogerne har nogen gode ideer.

Ronja har været glad for at være i vuggestue denne uge. Hun nyder jo at komme ud, og det har de været både formiddag og eftermiddag. Vi får at vide, at hun hygger sig og spiser godt og sover godt. Hun trisser stille og roligt rundt eller leger med nogen af de andre. Men mest  af alt, så elsker hun at være sammen med en voksen og læse bøger eller bare sidde og kigge på de andre børn, som hun elsker at grine af.

Problemet er netop hendes forhold til de voksne. Af en eller anden grund har vi altså bare et enormt tryghedssøgende barn. Hun har været i vuggestuen i et halvt år, men der er altså bare rigtig mange børn og et højt tempo. Måske passer det ikke til Ronja. Jeg tænker ikke hun er det man kalder et sensitivt barn. Hun er jo glad og charmerer, og hun tør også op overfor de fleste fremmede efter lidt tid. Men hun er lidt tilbageholdende og farer ikke bare i armene på fremmede, og synes at de er mega spændende.

Henne i vuggestuen er hun også bare rigtig glad for de tre kvindelige pædagoger, der er tilknyttet hendes stue. Men hver dag når vi henter hende, så siger de at hun er blevet ked af det når de går. Altså når en af dem går ud fra stuen, eller når de allesammen har fri og går hjem inden Ronja bliver hentet. Jeg synes lidt de skulle være glade for at hun tydeligvis sætter meget stor pris på dem. Samtidig har jeg da også forståelse for at det kan være lidt træls, at et barn bare vil være lige i hælene på dem hele dagen. Men har alle ikke trælse dage på arbejde – det er jo Ronjas dag jeg er interesseret i og ikke så meget pædagogernes.

Men efterhånden så ved vi godt at Ronja har den reaktion, og at de synes det er lidt frustrerende. Jeg synes bare ikke det er nødvendigt, at det altid er det første der bliver nævnt, når jeg spørger om hun har haft en god dag. For når jeg spørger ind til det, så hygger hun sig og er i godt humør, så længe de voksne bliver i nærheden.

Måske er det mig der er gal på den, men jeg synes det er en adfærd der er svær at ændre på. Hvordan i al verden skal vi lære hende at det er ok at være sammen med fremmede. Prøver alle forældre egentlig ikke at lære deres børn, at de ikke må snakke med fremmede? Ronja er bare født så snusfornuftig måske?!? Det er fint nok vi skal vide at hun har været ked af det, men når det ikke er hovedparten af dagen, så sig da bare at hun har hygget sig til at starte med.

Ronja er vel i bund og grund en meget almindelig et-årig. Hun snakker enormt meget og øver sig på mange ord, hun spiser som en gris og leger med maden, hun hælder vand ud over det hele, hun synes det sejeste er at tegne på sig selv, hun roder i alt hun kan nå og hun hader alle rutiner som at børste tænder, skifte ble, klippe negle mv. Er det ikke meget normalt – hvem kan sige der er noget galt? Min lille pige er følsom, men ikke i en grad så det er et problem. Må man ikke godt mene at pædagogerne bare må tage det sure med det søde, og det vigtigste er at mit barn har en god dag?

Det skal lige siges at jeg altså virkelig er glad for vores vuggestue i det hele taget, men jeg er bare træt af lige netop denne daglige besked.