Når 1+1 gi’r 3

Jeg hentyder selvfølgelig til det at to tilfældige mennesker i fællesskab sammen kan skabe et tredje – der er altså én der har tænkt sig godt om, da han har fundet på det. Efter at have været gravid og efterfølgende have fokus på mor-jobbet, så er jeg i det hele taget blevet enormt begejstret over kroppens formåen. Hvad den egentlig kan klare, selvom jeg ikke ligefrem behandler den så godt som jeg burde.

Men indlægget skal ikke handle om, hvordan min og krop og jeg har det med hinanden – lad os bare sige at det forhold er kompliceret.

Nej, det skal handle om min stolthed og min forundren. Smukke smukke Ronja pigen, selv med kødsovs i hele hovedet er hun altså betagende.

Dejlig mæt og glad pige.

Jeg er jo i bund og grund vestjyde og normalvis tynget gevaldigt af janteloven, så det strider imod min natur at fremhæve, at jeg selv synes min datter er af den smukke slags. Kald det bare praleri, men hvem kan lade være med at give mig ret? Det er ikke sikkert hun altid er så imødekommende og glad, som man kunne ønske, men så er hun sød at kigge på.

Da Niki og jeg fandt ud af, at vi skulle have et barn, var vi naturligvis ret spændte på hvordan baby Berthelsen ville se ud, og vi blev begge overraskede. Se her træder janteloven i værk, for der er ingen af os, der betragter os selv som videre smukke eller lækre mennesker. Men Ronja må have arvet alt det bedste fra os begge når det kommer til udseendet. Mest af alt ligner det efterhånden at hun får hendes far smukke øjne og lange fingre, det er jeg meget godt tilfreds med. Umiddelbart er hun også sluppet for mit overbid, så det går ret godt.

Men det er så nok kun udseendet vi har været heldige med. Man siger ofte at et barn får en af sine forældres temperament, fordi forældrene selv mener de har mistet det og er blevet mere tålmodige. Jeg synes det er lidt omvendt hos os. Det er som om både Niki og jeg har fået kortere lunte og Ronja har bestemt også temperament. Men skidt med det for hun er så pæn ;).