Et udebarn

Nu er situationen den, at vi er bosat på 4. sal i Århus. Skal gerne indrømme at jeg ikke er hende der er bedst til at komme ud, med mindre der er en god grund til. Slet ikke når jeg også skal have Ronja med. Men snart tror jeg ikke vi har valgmuligheden mere.

I vinterferien da vi var hjemme hos mine forældre, ville hun ikke med hjem fra legepladssen igen. Hun ville bare blive med at rutsche igen og igen. Det var også vældig hyggeligt, men også vældig koldt. I sidste weekend var Ronja og jeg så ude at teste endnu et nyt køretøj til lillepigen. Vi har fået en cykelanhænger, som også kan laves til jogger, så det er nemt når mor afleverer og far henter.

Men da vi cyklede hjem nede fra Rema 1000 igen begyndte det selvfølgelig at pis regne. Ronja sad dejligt i sit tørvejr. Da vi kom hjem og mor var gennemblødt og havde fuldt læs med, så synes Ronja selvfølgelig at det var tid at tage videre på eventyr. Jeg skulle lige tømme postkassen og satte hende ned på jorden. Vupti, så var hun stukket af – i fuld fart på vej imod parkeringspladsen. Mig afsted efter hende og få vendt retning. Det var ok, så løb hun bare den anden vej, men ikke hen til opgangen. Så mig bagefter igen. For enden af vores blok er der en lille bakke op til en basket og forboldbane. Der var nogle der spillede fodbold, som råbte lidt højt imens, og dem skulle hun da hen og kigge til. Der er en stor bjælke på tværs af bakken der spærre vejen op til banen for almindelige mennesker, men når man kun er 90 cm høj, så ser man den åbenbart slet ikke. Så Ronja forsatte bare under bjælken og videre ud på en opkørt mark. Der stod jeg så med rygsæk fuld af tunge dagligvarer i øsende regnvejr, og kunne bare se min datter løbe længere og længere bort med et kæmpe smil på læben. Hun kiggede da tilbage for at se hvor jeg var, men hun var helt klart kommet på eventyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På vej hjem fra Rema 1000 havde Ronja råbt sig til at få hul på en bakke med blåbær, og dem havde hun selvfølgelig med på eventyr. Jeg måtte jo i sidste ende under bjælken og ind og hente frøkenen, og det var hun bestemt ikke tilfreds med. Skrig og skrål hen til opgangen, og så ned så hun selv kunne få lov at bestige trappen – stadig  med blåbærbakke i hånden selvfølgelig :).

Vi havde nok været for meget inde den weekend og hun havde kedet sig, for jeg har aldrig set hende så begejstret og med mod på bare at løbe afsted for sig selv før. Det var rart at se hun er et rigtig udebarn. Niki og jeg har mange gange snakket om hvor meget vi selv legede ude som børn. Niki i lyngbakkerne i Gl. Rye og jeg legede pinden er borte i diverse baghaver, mellemhaver og forhaver hjemme i Harboøre. Selvom vi nu bor i byen, vil vi alligevel gerne at Ronja kommer til at elske udelivet ligesom vi har gjort. Pludselig er jeg blevet overbevist om at det også godt kan lade sig gøre selvom man bor på 4. sal.

Dagen efter i vuggestuen havde hun også fået lov at komme ud på legepladsen selvom det ikke var meningen. Der er kommet tre små nye piger på Ronjas stue, og det var meningen hun bl.a. skulle blive inde og lege lidt med dem. Men det gad hun ikke! Da de store børn gik ud blev hun utilfreds, og en af pædagogerne tog hende så med ud på gangen. Med det samme spænede hun op i garderoben og fandt støvlerne frem og stod og hev i flyverdragten. Det var tydeligt hvad hun ville, så hun kom ud og kørte på scooter i en lille times tid. Fik derefter frokost og tog sig så en 3 timers middagslur. Ah at være godt træt og så få lov at sove. Heldige barn :).