Hausgaard opfordring

I en ellers travl uge fik jeg torsdag aften tid til og mulighed for at komme i Musikhuset og se Niels Hausgaard. Mine forældre er fans, og jeg er af den grund også kommet til at holde af hans lune jyske humor, og jeg glædede mig virkelig. Det var en rigtig god oplevelse omend lidt mere alvorligt end jeg måske lige havde regnet med – han er ikke bare fuld af fis :).

Niels, Kristian og Signe.

Jeg var lidt træt til showet, men fik egentlig sat rigtig mange tanker igang alligevel. Mest af alt snakkede ham om lidt om skolereformen. Han stillede spørgsmålstegn ved om det nu også var det bedste. Konkluderede så at det måtte det jo være, for vi har jo selv valgt dem har bestemt det, og der er ingen der rigtig har brokket sig, så sådan er det jo. Jo, det er i sidste ende forældrenes skyld siger han så.

Av for den. Smæk til stillesiddende og uengagerede forældre. Vi har herhjemme flere gange snakket om de oplevelser vi kan frygte Ronja vil få i den danske folkeskole, når hun engang bliver så stor. Vores løsning er altid at så må vi tage hende ud af folkeskolen og sende hende i privatskole et sted hvor de kan rumme hvilke problemer det end måtte være.

I stedet for at tænke sådan har Hausgaard nok ret i at forældrene istedet burde tage et fælles ansvar. Hvis alle forældre til børn i skolealderen gik sammen og sagde nej, så ville regeringen jo være nødt til at lytte. Men ved slet ikke om der sådan er folkelig modstand imod heldagsskole eller om det bare er mig.

Nogen gange så er jeg tænker jeg i det hele taget at vores generation kigger ret meget ind ad og bare skal have det til at fungere for os selv. Det gør vi jo også når vi sige at Ronja bare må komme i privatskole hvis det andet ikke fungere. Vi har ikke rigtig nogen oplevelse af at det kan gøre en forskel at løfte i flok. Vi lader bare stå til, og så redder vi vores egen røv når det brænder på.

Det er måske også sammenlignet med Hausgaard der fortalte om de oplevelser og mennesker han har mødt gennem tiden, og særligt tilbage i 60’erne og 70’erne. De var en flok hippier allesammen, men de stod sammen om en fælles sag og var med til at ændre politikken og satte dagsorden. I dag vælger vi politikere og så gør de som de vil. Eller lige bortset fra SF’s bagland så gør vi ikke rigtig noget ude i befolkningen.

Ej, der er sikkert begivenheder jeg glemmer, men det er jo først inde for det sidste halvandet år at jeg egentlig rigtig er begyndt at bekymre for det samfund vi bygger op, og hvilken fremtid det vil bidrage til. Jeg er hundeangst for at fejle som forældre, og med det følger også en frygt at samfundet fejler, da det vil gå ud over Ronjas fremtid alt sammen. Det er stort ansvar vi har, og vi må huske at være det bevidst. Vi lever i et demokrati, og det betyder jo i sidste ende at det er folket der bestemmer. Husker vi nu også at gøre det???