Hjemve

I aften er Ronja og jeg alene hjemme, for far er i skole og øve eksamen. Han har endnu en sindsyg eksamensperiode, og der er ikke rigtig tid til familieliv i det skema. Nu har han været studerende hele vores forhold, så jeg er ved at være vandt til det.

Det der dog er lidt anderledes i år, er at det forhåbentligt er sidste gang. Forhåbentlig bliver han færdig til februar næste år, så der er lys for enden af tunnelen efterhånden. Det gør noget ved mig. Jeg øjner en mulighed for forandring. Både vil det være et oplagt tidspunkt at gøre noget i forbindelse med at Niki skal ud og have arbejde. Samtidig er udsigten til en lidt bedre økonomi jo også vældig tiltalende.

Det der rumsterer mest i mit hoved for tiden er, at komme ned til jorden og vestpå. Jeg har alle dage sværget, at jeg ikke ville tilbage til Harboøre. Det er stadig ikke rigtig det der er drømmen, men blev jeg stillet et ultimatum der hed Århus eller Harboøre, så tror jeg godt jeg kunne finde på at flytte hjem.

Jeg synes det er vældig træls der er så langt hjem til mine forældre. Efter vi har fået Ronja er familien blevet endnu vigtigere for mig end nogensinde før. Jeg synes det er hårdt, at det altid kan være et problem at skulle besøge mine forældre. Det kan ikke rigtig kan betale sig for en dag, og så kræver det lidt mere planlægning når det skal være muligt at overnatte. Det hænger selvfølgelig også sammen med at vi transporterer os med offentlig transport, og derfor bliver det for meget at rejse begge veje på en dag.

For godt et år siden flyttede min søster og svoger også til vestjylland, og der er flere af mine veninder er der er flyttet herfra eller som snakker om at gøre det. Derfor bliver det jo også mere og mere ligemeget, om jeg er alene hjemme i Århus eller i anden by et sted i Danmark.

Efter Ronja er startet i vuggestue, er det for første gang fået op for mig at der egentlig også findes små lokalsamfund i Århus. Vi bor i en blok midt i et parcelhuskvarter af den pæne slags. Det, at jeg pludselig fik et barn bag på cyklen, betød at rigtig mange begyndte at hilse på mig. Efterhånden kender jeg rent faktisk nogen af dem, fordi jeg har snakket med dem i vuggestuen. Men det er stadig ikke helt nok, for man kan ikke benægte at Århus er en storby med alt for mange folk der har alt for travlt til børnefamilier.

Vi har snakket lidt om hvad vores muligheder er. Niki har selvfølgelig også ideer og meninger og hvad han gerne vil. Et sted mellem Århus og Silkeborg er nok det næsmeste vi kan komme det pt. Problemet er også, at vi ikke ved hvor Niki engang får arbejde, og det skal jo også give mening i forhold til det.

Men i hvert fald er jeg nået frem til at jeg er klar til at lægge Århus bag mig. Jeg vil gerne være forstads mor og have min egen have, hvor jeg bare kan åbne døren og så kan lille frøkenen løbe udenfor. Optimalt set vil jeg bo ved vandet, men det er nok lidt svært – så lidt skov eller en mark kan også gøre det. Hvad det ender med, hvornår det sker og hvor det bliver er der ingen der ved noget om – men heldigvis har man lov til at drømme. Så må vi bare håbe jeg ikke bliver alt for utålmodig inden der sker noget.