En hård uge

For en uge siden tog vi hjem til århus efter en hyggelig weekend hos mine forældre. Søndag formiddag var Ronja mega pylret, og hun sad ret op og ned kl 11 til frokost og faldt i søvn. Det var mærkeligt. Hun sov meget resten af dagen, men havde ikke feber eller noget.

Mandag var hun i vuggestue – i et par timer… Så havde hun fået feber, og så skal børn jo hjem og passes. Jeg kunne ikke lige gennemskue med det samme hvad der var galt. Men ca en uge forinden havde vi været ved lægen og fået at vide at hun havde væske i ørerne. Måske kunne det være mellemørebetændelse.

Og yes – mellemørebetændelse it is. Igen, 2. gang i hendes korte liv. På ny stod den på penicillin. Børnepenicillin er altså bare af den ulækre slags. Tyktflydende, klistret, enormt sødt og kokusduftende. Og så skal det sprøjtes ind i munden med en lille sprøjte. Når man kender Ronja, så ved man på forhånd det kommer til at betyde fysisk overgreb.

Hun hader det så meget, og så skal hun have det 3 gange dagligt i 10 dage. Det var dømt til at mislykkedes, og det hun ikke spyttede ud undervejs kastede hun op bagefter. Har svært ved talemåden “det skal gøre ondt før det kan gøre godt”, når det gælder mit barn. Dagen efter ringede vi til lægen og fik andet penicillin. Har hørt fra flere det virkede ligeså godt, og var meget nemmere at få i børn. Men selvfølgelig ikke mit barn.

Nu var hun jo lidt på stikkerne pga dårlige oplevelser dagen før. Den nye penicillin er piller der skal opløses i vand eller tynd væske. Vi prøvede at lokke det i hende på alle mulige måder. Forklædt som d-dråber, saft, juice, vand, drak lidt selv. Hun nægtede alt, og ville pludselig slet ikke drikke noget, for hvad mon der var i.

Det endte med vi måtte tage sprøjten igen og holde hende imens. Hun blir så sur og ked af det hver gang, men nu går det over ligeså snart jeg stopper igen. Ja, det er mig der har æren af at sørge for den daglige dosis kommer indenbords. Det har resulteret i at frøkenen har været sur på mig hele ugen. Så er det fisme op ad bakke at passe hende og prøve at hygge om hende og give hende lidt længere snor end normalt.

I fredags passede farmor hende, og hun ville bare blive hos farmor. Hun blev lidt pylret og vanskelig da jeg kom hjem – sikkert fordi hun vidste at der så er penicillin på vej. I går var vi alene hjemme, og hun pev og græd hele dagen. Shit det var hårdt. På et tidspunkt ville hun kun tie stille så længe jeg gik rundt med hende. Det resulterede i 20 minutters trissen rundt med næsten 14 kg på armen. Det er altså hårdt når man nu ikke ligefrem sådan rigtig styrketræner.

Men i dag går det bedre. Hun været feberfri siden torsdag eftermiddag, men først i dag har hun været med ude på tur. Hun kunne ikke holde til så lang tid på legepladsen, og sover to lurer for at klare dagen. Men hun var glad igen og vi holdt i hånd og gyngede sammen. De andre dage har bare stået på lussinger og kradsemærker.

Vi har heldigvis en fridag mere, så håber jeg hun er fit til vuggestueliv igen, for jeg er ikke rustet til syg barn tydeligvis.