En af de der uger….

Som nævnt i et andet indlæg, har vejret ikke just været en medspiller i denne uge. Men jeg synes såmænd heller ikke rigtig der er så meget andet der har spillet som det skulle. Det der med at arbejder er ikke blevet til så meget. Kommet alt for sent og gået for tidligt, brugte en halv dag på ansættelsessamtaler og har bare været ukoncentreret.

Jeg var ved lægen med Ronja i onsdags. Baggrunden for besøget er at Ronja har været mere eller mindre småsyg siden slutningen af september.  Hun hoster dagligt uanset om hun ellers er forkølet eller ej. Og det er ikke små søde babyhoste hun har – det er fyrre år gamle rygerlunger hoster hun har. Det raller sådan i hendes luftveje, og det gør helt ondt på én selv når man kan se det gør ondt på hende. Det værste har dog været at hun ikke kan sove for det. Vi har haft en nat eller to i hendes snart 15 måneder lange liv hvor hun har sovet helt igennem. Hun er i det hele taget blevet meget bedre til at sove. Men hun vågner flere gange hver nat. Mange gange bare fordi hun taber sutten når hun hoster. Problemet er jo at forældrene skal op hver gang, og det er altså ikke til at holde ud i længden.

Men det er jo også synd for Ronja. Hun får aldrig en dyb lang sammenhængende søvn fordi hun bliver generet. Det betyder et ofte pylret barn i dagtimerne, og humøret ikke altid lige højt. Nu skal det ikke lyde som om vi har et ulykkeligt barn. Hun hygger sig og er glad og kan godt lide vuggestuen og leger dagen lang. Men det er tydeligt hun er påvirket af det. Både i vuggestuen og herhjemme sover hun med hævet hovedgærde, i håb om hun så vil hoste mindre.

Men pyllermor her synes altså vi var ved at nå en grænse hvor det ikke længere var rimeligt. Der må være noget galt, for det er da ikke normalt man bare altid hoster. Lægen mener dog at det er meget normalt for små børn. Men dog medgav hun, at der kunne være noget, og nu ser vi om vi kan afhjælpe det.

Vi fik Ronja tjekket for asmatisk bronkitis. Hun har ikke astma, får ikke de der typiske astma anfald, men hun hoster og det piver i lungerne når lægen lytter. Hun sover uroligt, hvilket er typisk og søger meget voksen kontakt og tryghed. Vi har nu fået en inhalator til hende sammen med en maske. Det er fysisk overgreb to gange dagligt vi har gang i, men håbet er jo at det kan virke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kører forsøget i en uge, så må vi se om vi synes det har en effekt eller ej. Det er ikke en kronisk livslang lidelse hun har, det skal nok gå over igen og hun vokser højst sandsynligt meget hurtigt fra det, når nu hun ikke har værre symptomer. Men jeg kan ikke tåle at der er noget med hende overhovedet. Det fylder i mit hoved, jeg tænker alle senarier igennem. Hvad kan vi gøre, hvad kan det skyldes, er det lejligheden, er det dårlige gener, er det støv og dårlig hygiejne. Jamen altså, jeg mangler bare et svar. En mulighed er jo også at jeg bare er for pylret, for hun fejler jo ikke sådan rigtig noget – har bare noget der kan minde om en sygdom. Bør vi så give hende medicin, er det i virkeligheden mere for min skyld end for hendes skyld.

Det er ikke holdbart, og som sagt så har det påvirket hele ugen. Fordelen for Ronja har været at mor og far nok har taget sig lidt bedre tid til at hygge og lege i ugens løb. Det har også været dejligt, hun bliver så glad, og vi har nogle gode timer. Vi har prøvet inhalator i to døgn, og umiddelbart virker den faktisk – men to dage kan jo ligeså godt være held. Vi kører ugen ud og så må vi se status til den tid.