En snak om vejret….

Når man nu er født og opvokset helt derovre hvor Vesthavet rammer Limfjorden, så er man vandt til at der bliver snakket om vejret. Både landmænd og fiskere er jo ret afhængige af hvordan det ser ud. Men så tager man landsbypigen og flytter til storbyen, og så opdager hun at det er slet ikke så normalt at snakke så meget om vejret.

Altså venindesnakken handler ikke om vejret, heller ikke med kollegaerne – tja, det blir da nævnt i ny og næ, men så stopper festen også der. Men jeg synes der er god grund til at snakke om vejret i denne uge.

Det skal ikke handle om vores økonomiske situation, men lad os bare sige så meget at jeg cykler, og min mand går eller tager bussen. Det er ikke et valg fordi vi er mega miljøorienterede eller imod biler i byen som sådan. Jeg er stolt af at vi kan få livet til at fungere og hænge sammen, og synes det er lidt sjovt at Ronja er nemmere at have med på en times bustur frem for en halv time i bil – hun er ikke glad for autostolen, men har altid elsket bussen.

Men så er det at der pludselig kommer sne. Egentlig er jeg stor fan af vinter og sne. Jeg synes det er flot og det hører ligesom til en rigtig vinter. Luften bliver så dejlig ren når den er frossen, og mærke den helt ned i lungerne når man kommer. Vinteren er også oplagt til indendørs hygge med varme drikke, hjemmebag og hyggeaftener hvor der er mørkt udenfor. Synes det er helt forkert at sidde en sommeraften og skal hygge med film og slik – og så skinner solen stadig ind i tv’et. Nej – aftenen skal være mørk og dagen lys.

Men denne uge har altså været udfordrende. Op mandag morgen, og sneen ligger op til vinduet. Eller nej, det sker jo heldigvis ikke når man bor på 4. vel – men sne i karmene og altangitteret og det hele. Ih hvor var det smukt, men hold nu kæft hvor har det været bøvlet at pretend miljøbevidst i denne uge. Cykel med barn på glatte veje og grusvej med tyve centimeter sne…. Hmm, det er et no go. Og dog så har jeg gjort det her torsdag og fredag, for jeg magter ikke det andet. Så har jeg trukket cyklen når modstanden var for stor.

Vi lagde ud med klapvogn først på ugen. Her er vi igen den der type smarte storbymennesker der har en klapvogn med små drejehjul forrest. De er altså heller ikke skabt til snevejr – de vender sig jo bare på tværs når der er for stor modstand. Jaaaahmen – hvad pokker! Op på baghjulene og så skubbe afsted hen forbi alle de smarte forældre der har lidt større børn, og derfor har sådan en bobslæde. Noget der kan køre ovenpå sneen. Det virker som en god ide. Men med fuldtidsjob, fuldtidsstudie, et barn der er alt for meget i institution og ekstra transporttid, så er det ikke lige shopping vi har gjort os i. Så vi har kæmpet os gennem ugen.

Onsdag gav jeg fortabt. Ronja skulle til lægen kl 10. Det var længe siden hun havde været på VUC, så det skulle vi lige nå først, og så i vuggeren bagefter og mor tilbage på job… I snestorm – not gonna happen. Vi kom ind på VUC og til lægen, og så gav jeg op. Vi tog hjem og holdt tulledag. Benyttede os af den oplagte hyggemulighed som snevejr bare er. Tanken om at skulle frem og tilbage to gange mere var bare mere end jeg helt kunne klare.

Det er skøre ambivalente holdninger jeg har til vejret – sommeren er forkert i forhold til dagsrytmen. Vinteren er fantastisk – indefra. Altså jeg ved godt jeg er svær at gøre tilfreds. Men når jeg trækker cyklen gennem sneen nu, så drømmer jeg om denne situation igen.

Det er fra Ronjas første uge i vuggeren. Det er en af de første gange jeg overhovedet cykler med hende. Men hun synes det var en fest, jeg synes det var rart, og vejen var farbar. Ingen regn, ingen sne, bare solskin og tørre veje. Det kommer vel også igen engang…