At vente sig

Som nævnt i mit allerførste indlæg, så var intentionen egentlig at bloggen skulle være startet sidste år, da Ronja var helt lille. En del af min plan var bl.a. at kigge tilbage på min graviditet, fødsel, et at blive mor, blive familie, tilbage til job og hvilke andre milepæle der har været undervejs. Det er stadig min intention, og derfor starter jeg fra starten nu.

I februar 2012 begyndte min krop at være underlig. Jeg fik ømme bryster hvilket jeg aldrig havde prøvet før, og jeg var træt – ufattelig træt. Men vejret kan jo hurtigt få skyld for mange ting, og troede bare det var vinteren der drillede mig. Men så kom min menstruation ikke til tiden, jeg købte mig sådan en graviditetstest, og så var den fisme positiv. Godt der var to tests i pakken, for kunne ikke helt tro på det. Det var en aften Niki var på job jeg fandt ud af det, og jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn så.

Skal være ærlig, det var en umulighed i mit hoved – hvordan kunne det ske? Jeg var jo på p-piller og havde været det længe. Men i januar havde jeg skiftet mærke, og glemte at jeg ikke skulle holde pause så. Der gik fire dage inden jeg kom i tanke om det, og så startede jeg med det samme. Ringede til lægen som mente det var ligemeget. Det var det så åbenbart ikke helt, for de virkede i hvert fald ikke.

Heldigvis havde Niki og jeg været sammen i nogen år, og havde snakket om at vi engang ville have børn. Han tog det meget pænt – nærmest lidt for pænt da jeg følte mig helt i panik. Efter jeg havde fortalt ham det gik der et lille kvarters tid, så kom han ind til mig i soveværelset og sagde “Så skal vi vel også giftes?” – “Ja tak”. Og det var så det frieri ;).

Det tog lang tid at vænne sig til tanken om at jeg skulle være mor, og i det hele taget var det at få et barn så uvirkeligt. Men kvalmen og trætheden meldte sig hurtigt, og det var ulideligt. De første tre måneder havde jeg det virkelig dårligt, og tænkte at det blev 9 alt for lange måneder, hvis jeg skulle have det sådan. Kan huske mine forældre var på besøg i Århus og vi var en tur i Aros. Jeg var ved at omkomme på den tur. Havde sovet elendigt og kunne intet holde i mig, og så serverede søs kun varmt mad til frokost, hvilket var absolut no go for mig. Særligt kogte grøntsager og andet blødt mad var slemt. Det skulle helst være sprødt og knase, så det blev til mange chips og utroligt mange ferskner.

Heldigvis fortog dårligdommen sig. På den anden side af påske begyndte det at vende, og det begyndte også så småt at vise sig på maven. Vi var kun til de helt almindelige scanninger ude på Skejby, og det var fantastisk. Første gang vi fik lov at se bettefis fældede jeg da et par tårer. Hendes far er ikke en tuder, men han var rørt kunne jeg tydeligt mærke, tror faktisk det først var der det rigtig gik op for ham at der virkelig var et barn derinde.

De næste måneder var fantastiske. Det blev forår og sommer, og vi var til 20 ugers scanning og alt var bare så fint. Jeg havde tabt godt 5 kg de første tre måneder, så jordemoderen var så tilfreds med min vægt hele tiden. Det var rart når nu jeg er i en vægtklasse hvor læger og lignende normalt ikke er helt tilfredse. Jeg synes der gik lang tid inden jeg mærkede liv derinde. Min moderkage lå foran fosteret, så der skulle lidt mere kraft til før det kunne mærkes på ydersiden. Var helt henne i uge 22 inden der kom små bobler snigende. Og derefter tog det bare fart. Hun var en livlig lille spirrevip – særligt om aftenerne. Det var mega hyggeligt, og dejligt at jeg endelig rigtig kunne mærke at jeg var helt rigtigt gravid. Jeg begyndte at glæde mig.

Niki havde af en eller anden grund været fuldstændig sikker på at det var en dreng der var derinde. Så vi havde egentlig snakket mest om drengenavne, og havde nogen rigtig gode kandidater. Dem kan vi så gemme hvis det skulle blive aktuelt på et senere tidspunkt. Men da vi fik at vide at det var en lille pige, skrev han da hurtigt til hans bedste kammerat, hvis førstefødte også er en pige, at rigtige mænd får prinsesser :). Det var godkendt, men det var væsentligt sværere at finde et navn. Hvor Ronja egentlig kom fra ved jeg ikke. Vi kiggede navnelister igennem og der stod det jo pludselig. Det var korte navne og navne der endte på a vi primært snakkede om, så det passede jo meget godt ind. Vi blev begge forelskede i navnet, og har ikke fortrudt det et sekund.

Resten af min graviditet forløb så fint. Vi blev gift om sommeren og var i sommerhus i en uge. 8. september gik jeg på barsel, og 16. september skulle vi overtage en ny lejlighed. Heldigvis i samme blok som vi i forvejen boede i, bare med et værelse mere. Og så var det på 4. sal uden elevator – ikke toppen, men vi bor her stadig og har da overlevet det indtil videre. Jeg pakkede det meste af lejligheden sammen, og brugte dagene på at gå de ture jeg orkede med en fyldt rygsæk og poser over i den nye lejlighed. Heldigvis kom der gode venner og tog det tunge slæb, så der skulle jeg mest bare sørge for maden. Vi kom på plads og begyndte at anskaffe os de nødvendige ting.

Den største gene til sidst var at jeg konstant skulle tisse. Der var altså ikke god plads til baby og væske i blæren samtidigt. Kroppen var da også medtaget, og venstre ben lider stadig af åreknuder. De forsvinder nok ikke af sig selv nu. Strækmærker fik jeg også til sidst. Sådan nogle små nogle hen lige tværs over maven. De var heldigvis ikke så lange, og i dag er de blege, så det ses ikke mega tydeligt. Men nu er jeg heller ikke lige typen der normalt viser så meget mave, så jeg overlever det nok.

Terminsdagen – d. 19. oktober 2012 – nærmede sig, maven var på sit maks, følte den var ved at sprænges. Men der skete ikke en hujende fis. Det var ikke bare mig der havde det godt med at være gravid – Ronja havde det åbenbart også helt fint med tingenes tilstand og lod vente på sig. Ikke engang lidt plukveer kunne jeg få. Kun spark i ribbenene og bokseslag på blæren. Det var belastende til sidst, og jeg var nu endelig helt parat til at blive mor.