At føde

Ovenpå et indlæg om frustration og en manglende lykkefølelse, virker det på sin plads at skrive om den største lykkefølelse i mit liv. At gennemgå en fødsel for i sidste ende at få et lille bitte helt nyt menneske lagt op på brystet, er det hele værd – men for mig var der lang vej dertil.

Jeg kom ind på fødestuen og så sad vi der og kiggede ret længe. Så kom Ina jordemoder endelig – hun var åbenbart blevet kaldt ind for at tage sig af os, for de var underbemandede. Dejligt hun kunne komme må jeg sige. Men hun var sød og tålmodig, og vi fik alle brug for at væbne os med tålmodig den aften. Men jeg mener det var ca ved 20 tiden d. 1. november at jeg fik taget vandet. Vi havde fået en fødestue, hvor der var et mega lækkert stort badekar – JA TAK! tænkte jeg. Men ak – fostervandet var grønt, og så skal baby overvåges, og elektronik fungerer jo ikke så godt nede i vand. Så her måtte babys velvære komme før mors – det har det så også gjort lige siden ;).

Men umiddelbart skete der virkelig ikke meget. Ina sad inde ved os i lange perioder og snakkede. Hun må have prøvet det før, for det var så vedkommende det hun spurgte om. Hvad skal hun så hedde og hvorfor? Hvordan bor I, er der lavet helt klart? Hvordan håber I hun bliver? Er der gener hun ikke behøver arve? Det var helt hyggeligt. Bortset samtalen blev afbrudt af de stygge stygge veer hele tiden. Vi fik også lidt at spise som kompensation for den lange ventetid inden vi fik en fødestue.

Mine veer gjorde ondt i lænden, og det er altså ikke til at beskrive hvordan ondt, men man er ikke i tvivl. Det værste var når de bad mig ligge ned fordi jeg skulle have de der dimser på, der kunne måle hjerteslag på baby. Det gjorde sygt ondt at ligge på ryggen. Jeg har nok egentlig altid bildt mig ind, at det eneste normale da er at føde liggende på ryggen, for det gør de jo altid i film. Men sådan fødte jeg ikke, og jeg tror i bund og grund, at det er de færreste der gør det.

Men timerne gik uden at der skete en hujende fis. Jeg sad på en pilates bold og lænede mig op af sengen mens jeg rokkede frem og tilbage i takt for at styre vejrtrækning og veer. Jeg fik en varmepude sat fast nede i de der kæmpe sygehustrusser man får på, det skulle hjælpe lidt på smerterne i lænden. Det virkede også fint men føltes lidt skørt. Omkring midnat sad Niki og jeg begge og nikkede inde på stuen. Imellem veerne kunne jeg nå at falde i søvn – de var jo også igang på 28. time.

Midt om natten var der vagtskifte og Ina og blev afløst af Jeanett, som vi havde mødt før, så det var egentlig meget hyggeligt med et kendt ansigt. Stadig kun 6 cm åben, det tog evigheder. Men Jeanett gav mig lov til at gå i brusebad. Jeg tror ikke hun vidste hvad hun sagde god for, for jeg var i bad i næsten 3 kvarter. Det var så rart med det varme vand, og veerne tog jo kun til i varighed og styrke, så smertelindring var tiltrængt. Men hun fik mig da hevet ud af badet igen, og sikke en effekt det havde haft – 8 cm åben, det begyndte at ligne noget.

Jeg kan huske klokken var omkring 3, da jeg var kommet ud af badet og hun igen undersøgte mig. Herefter forsvandt min tidsfornemmelse. De næste 1½ time skete der så meget, og jeg aner ikke hvad der skete hvornår. Men efter noget tid, hvor vi igen havde fortalt Jeanett mange af de samme ting som Ina havde fået at vide, fik jeg pludselig presseveer. Men hov hov – jeg var ikke fuldt åbent endnu. Der er en god grund til at presseveer har fået deres navn. Man bliver helt sat ud af spillet og er ikke rigtig længere herre over sin egen krop. Hver en muskel presser bare for at få det barn ud.

Men når man ikke er helt åben, så må man ikke presse, for så er det man kan gå helt i stykker. Så her er det vejrtrækningsøvelser er gode – det havde jeg så ikke øvet mig i, så jeg måtte lære det på stedet. Men hyperventiler og hold igen. Shit det gjorde ondt. Det er disse smerter man hentyder til når man snakker om fødende kvinders smertetærskle. For mig at huske var det flere timer jeg lagde og kæmpede imod Ronjas fødsel, men virkeligheden er jo nok en anden. Jeg fik til sidst to hiv i sådan et lattergas apperat, for at slappe ordentlig af mellem veerne. Endelig var jeg åben, og jeg måtte presse med.

Men det er også svært, for sådan en presseve varer jo lang tid, og så længe er det sværtat blive ved og presse. Det er skørt som kroppen er indrettet. Jeg har heller ikke nogen idé om, hvor mange presseveer jeg havde – men det var nok. Jeg havde ønsket at føde på en såkaldt fødeskammel, og den blev fundet frem. Niki sad i en lænestol og jeg sad på skamlen mellem hans ben, og Jeanett jordemoder lagde nede på gulvet. Bagefter fik jeg lidt dårlig samvittighed overfor hende, men i situationen tænkte jeg ikke rigtig over det. Vi var ved at være i mål, og hovedet kom til syne, og vi fik bekræftet at hun i hvert fald havde det mørke hår, som vi også havde en forventning om.

Her troede min krop så åbenbart at arbejdet var gjort, for den næste presseve lod vente på sig – lidt for længe. Jeg fik lagt venflon i hånden og de havde fundet sprøjten med vestimulerende halløj i – men så kom veen heldigvis helt af sig lige på falderebet. Hovedet kom ud, og så kroppen og vupti – VÆRS’GO, her er dit barn! Assistenten kom med et håndklæde og gnubbede voldsomt på mit barn og slog hende. Jeg var helt i chok indtil det gik op for mig at assistenten sagde noget om at barnet skulle græde. Det er da rigtigt – nyfødte græder jo!!!

Og det er så nu det sker. Ungen græder og jeg får hende tilbage på brystet, og hvad jeg føler kan ikke beskrives. Det mareridt af en langvarig fødsel jeg lige har været igennem er allerede glemt. Jeg kan ikke huske at jeg også føder moderkagen og endda blir syet et par sting. Jeg er helt væk i dette lille fantastiske væsen, som med det samme hakker rundt som en lille blind fugleunge på jagt efter føde. Barnet var jo sulten, og inden hun var ti minutter gammel ammede jeg for første gang. Er det ikke utroligt at kroppen bare lige kan producere den føde, som hun allermest har brug for.

Nyfødte er egentlig ret snaskede og Ronja var også lidt smurt ind i blod. Egentlig ikke så lækkert, men aldrig har jeg set noget så vidunderligt smukt. Var helt opslugt af denne lille krop med kæmpe hænder – eller i forhold til resten virkede fingrene så lange. At hun var afhængig af mig til føde og tryghed gjorde mig helt stolt. Tænk at hun faktisk ikke kan leve uden mig – eller det kunne hun ikke for 80 år siden i hvert fald. Det var kærlighed ved første blik – ubetinget overvældende kærlighed, så det næsten gjorde helt. Hun blev pakket i en dyne og fik stofble og kom over til hendes far som nu holdt hende for første gang. Jeg kunne jo slet ikke bære det – stolthed, kærlighed, overvældelse, LYKKE, ren og skær lykke.

Lidt efter igen blev hun vasket lidt, fik sygehusdragt og armbånd på og blev målt og vejet – 4270 g og 55 cm. En stor klump kærlighed vi pludselig havde mellem hænderne. Og hun var vores til at beholde. Hun begyndte at græde ovre ved jordemoderen, og så fik jeg hende tilbage, og hun faldt til ro med det samme. Hun var 100% min og jeg var hendes med hud og hår. Vi var et par timer på fødegangen og jeg blev vasket lidt, vi fik mere mad og vi var forgabte i det lille mirakel der var sket denne 2. november 2012 kl. 4.30.