At gå over tid

19.10.2012 havde jeg termin. Men der skete ikke noget som helst den dag. Jeg havde det egentlig godt på fornemmelsen. Havde slet ikke nogen følelse af at kroppen var ved at føde. Alt føltes bare ligesom de sidste par uger. Hun have sat sig fast i bækkenet, så så klar var hun da, men ellers tror jeg bare hun hyggede sig for meget. Der var vild liv inde i maven  – spark op i ribbenene, og bokseslag i blæren og på maveskindet.

Jeg var til jordemoder igen et par dage efter termin, og fik her et tilbud om at deltage i et forsknings projekt. Forsøget gik ud på at jeg ved 40+5 skulle komme på sygehuset og få lavet en undersøgelse. Hvis alt var som det skulle være, ville jeg få en enkelt pille. Enten en af de piller man får, når man skal sættes igang eller en placebo pille. Formålet var så at se hvorvidt kvinder der havde fået den rigtige pille gik i spontan fødsel i højere grad en dem med placebo, eller om de evt havde bedre effekt af de piller man får når man sættes igang ved 41+5.

Jeg krydsede virkelig fingre for at få den rigtige vare – bare i håb om at der ville komme et eller andet lille tegn der tydede på barnet ville ud nu. Men der skete ikke en skid. Øv for placebo. Det virkede urimeligt. Vi var ligesom klar på alle mulige måder til at det skulle være nu. Havde endda lidt dårlig samvittighed overfor mit arbejde, for det er jo på deres regning når graviditetsorloven forlænges. Det var de længste 14 dage i mit liv – 14 dage i venteposition, det er ikke til at klare. Det blev til lange dage på sofaen i joggingtøj og med det halv kedeligt tv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endelig nåede vi 41+5 og det var tid til endnu en tur til Skejby. Jeg blev igen undersøgt om alt var som det skulle være. Alt var fint, men der var ingen tegn på begyndende fødsel. Jeg havde på forhånd ikke meget tiltro til de der piller man nu skulle have, for jeg var egentlig sikker på det var sådan én jeg have fået før, og er skete jo ikke noget. Min søster var så sød at køre os frem og tilbage de næste par dage, så kæmpe mig ikke skulle med bussen. Det var en lettelse, og heldigvis synes hun også det var ret fedt at få lov at være med og høre hjerteslag og hvad jordemoderen ellers havde at sige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men vi kunne jo kun køre hjem igen, og skulle komme igen dagen efter kl 10.00 og så ville jeg få to piller mere, med mindre jeg gik i fødsel inden. Hjem på sofaen hvor de sidste par uger var tilbragt, og der skete stadig ikke noget. Indtil klokken rundede kl 19.00. Jeg begyndte at få kramper i lænden, det gjorde ondt  – det måtte være veer, for det blev ved! Endelig, jeg var så glad. Ganske uvidende om at det skulle vare 33 timer inden denne smerte var overstået. Det var en lang nat vi gik i møde. Ringede til fødegangen, men de mente ikke mine veer var regelmæssige nok til at der var nogen grund til at vi kom derind. De var egentlig meget hyppige – 4-5 min mellemrum, men de var maks et halvt minut. Jeg kunne roligt gå i seng.

Ja tak! Hvem har prøvet at sove med veer og kunne sove over det? Jeg vågnede hver gang, og det gjorde faktisk ondt at ligge i sengen. På siden kunne jeg holde lidt til det, men endte med at sidde i lænestolen i stuen og så nikke lidt imellem veerne. Niki sov roligt og godt, han opdagede ikke engang at jeg var gået ind i stuen.

Men næste morgen hentede søs os igen og afsted til Skejby med veer. For pokker det var heller ikke rart at sidde i en bil med veer. Der var faktisk ikke rigtig noget der var rart. Men jeg skulle ikke have flere sæt-igang-piller når det nu var startet, og jeg var kun 4 cm åben, og det var ikke så meget efter 15 timers veer. Så os hjem igen og tilbage kl 15.00. Tænk på de fem timer var der ikke sket en skid. Stadig 4 cm åben og vandet var ikke gået. Sygeplejersken mente heldigvis at det nu var tid til at blive, og så skulle jeg have taget fostervandet for at sætte skub i forløbet.

Søs kørte hjem, og vi skulle bare lige vente lidt. Ser I, Ronja blev nemlig født samtidig med rigtig mange andre børn i Århus, og der var faktisk ikke plads til os på fødegangen. Vi ventede i fire timer inden vi kom ind på en fødestue. De første 2,5 timer en stue, det var jo ok, men 1,5 i et venterum med spændte bedsteforældre der sad og ventede. Det var altså ikke i orden!!! Shit jeg var træt af det, men kunne ikke rigtig tage mig af det. De kunne jo heller ikke tvinge babyerne ud for at der skulle blive plads til os, og der kom andre som havde mere akut brug for en stue end mig der stadig kun var 4 cm åben efter 24 timer.

Men endelig skete det – vi kom ind på fødestuen. En sød jordemoder tog imod os. Hun var så heldig at blive kaldt ind på sin friaften fordi de havde så mega travlt. Det tog hun meget pænt og gav os lidt ekstra mad, fordi hun synes det var synd vi havde ventet så længe – tak for det.