En kærligheds affære

Ved en kærligheds affære forstår jeg følgende. Man elsker at være sammen med den anden, men noget forhindrer at man kan være sammen konstant. Man længes efter og drømmer om den anden når man ikke er sammen. Man vil give sin højre arm for at se den anden igen. Lyder det ikke nogenlunde rigtigt?

Jeg har sådan et forhold for tiden – det er bare ikke til en anden person. Det er til et begreb som kaldes nattesøvn. Bemærk, jeg kalder det et begreb, for jeg begynder at tvivle på dets egentlige eksistens. Nattesøvn har jeg hungret efter i snart halvandet år – altså den uafbrudte slags. Jeg får da lidt søvn i små bidder hver nat.

Faktisk var det rigtig godt i næsten en måneds tid. De fleste nætter var vi nede på en opvågning eller to af maks et kvarters varighed. Det var dejligt, jeg var udhvilet. Det hændte endda at jeg vågnede af mig selv om morgenen, fordi jeg faktisk var udhvilet.

Men så skete der noget. Ingen ved hvad eller hvordan. Men midt i påskeferien bestemte vores lille præ-teenager sig for, at det der søvn er overvurderet. I går nat var jeg inden ved hende hver time fra kl 22 frem til kl 4. Så sov hun da endelig tre timer indtil kl 7 til sidst. Hun er tørstig hver gang og får lidt at drikke og falder og hurtigt nok i søvn de fleste gange – en enkelt gang tog det tre kvarter, hvor hun lige synes vi skulle lege lidt titte bøh, og jeg vil op – jeg vil ikke op alligevel midt i det hele. Mor var sur til sidst, og frøken trodsalder var fuldstændig kold. Hun sad bare og stirrede på mig – vågede jeg at gå ud af værelset skreg hun naturligvis.

Kan også lige tilføje at alt det nattedrikkeri bliver til nattetisseri, og vi har hver dag i denne uge haft vådt nattøj om morgenen. Det var ved at være kritisk i dag, for der er grænser hvor meget nattøj vi faktisk har.

Men det er altså hårdt at blive frataget det man lige havde. Jeg længes efter seks timers sammenhængende søvn igen. Jeg går tidligt i seng, i håb om det skal blive til mere kvalitetstid med nattesøvnen. Jeg trækker den nogengange når Ronja vågner, i håb om at hun selv falder i søvn igen, og at jeg så ikke skal skilles fra nattesøvnen lige nu.

Hvorfor var det at to så soveglade mennesker som os, skulle have det barn der hader søvn? Jeg forstår det ikke helt. Er den slags karma? Så er jeg ikke udpræget fan i hvert fald.