Ulykkelig???

Det er sådan en træls tanke der har hjemsøgt mig lidt på det sidste. Er jeg mon ulykkelig? Er Ronja ulykkelig? Er Niki ulykkelig? Er vi en ulykkelig familie?

Én ting ligger i hvert fald helt fast – vi er ikke sådan en overskuds familie i pastelfarvet hjem med orden i legetøjskasserne og uden støv på tv-bordet. Overskud er i det hele taget ikke det, der kendetegner os. Tvært imod. Det er som om vi kæmper os igennem hver dag, og efterhånden har jeg svært ved at se, hvad det er kæmper for. Rutinen har virkelig slået igennem i vores lille familie, og alle dagene ligner hinanden for tiden.

Men hvorfor tror jeg vi er ulykkelige? Det ved jeg ikke – det er nok mere en konstatering af at vi ikke virker lykkelige – så må vi jo være det modsatte. Det er måske dårlig logik, men når man synes det hele er lidt træls, så har de fleste vel også tendens til at se verden lidt mere negativt end normalt.

Ronja. Jeg tror egentlig hun har det godt i vuggestuen. Hun har fået venner, som hun snakker med og danser med og krammer med. Det varmer nu mit for tiden kolde moderhjerte at se børnekærlighed. Men hun har bare lige haft en rigtig dårlig periode, hvor hun har været pylret hver dag. Hun blir ked af det hver dag når pædagogerne fra hendes stue går hjem, så henter ofte en ked lille pige. Pædagogerne siger, det virker som om, hun har været utilpas, men uden at hun har været syg den sidste uges tid. I går kom jeg så i tanke om, at hun jo blev vaccineret for en uge siden. Vi fik bare at vide at reaktionen på vaccinen er feber, så derfor har jeg ikke kædet det sammen. Men når man får en levende bakterie sprøjtet i kroppen, så er det vel ikke så underligt, hvis man bliver utilpas en uges tid? Måske er hun ikke ulykkelig alligevel, måske er hun bare skidt tilpas. I aften er hun lagt i seng med feber, så er helt overbevist om nu, at det er den åndsvage vaccine. Oveni hatten har hun så også haft øjebetændelse siden weekenden. Tror heller ikke jeg ville have det godt så.

Min søde mand er igang med at blive civilingeniør, og nu er der forhåbentlig under et år tilbage. Det er  et hårdt semester og han er presset kan jeg mærke. Det påvirker ham altså at have travlt. Hans overskud er også ikke eksisterende, og han kan have svært ved rumme en sur og tvær Ronja på dage, hvor han travlt. Tror egentlig heller ikke han er ulykkelig sådan helt inde i hjertet. Men forstår godt at det må svært konstant at være nødt til at prioritere skolen over familien uden at få lidt dårlig samvittighed. Modsat ved jeg også, at han har svært ved at tage sig tid til at holde fri uden at få dårlig samvittighed, da han tænker på at han bare kommer længere og længere bagud så længe. Vi har været kærester i snart 5,5 år, og Niki har studeret i over 5 år. Vi trænger til at han snart skal have sig en normal voksen hverdag og ikke en studerende hverdag.

Mig selv – er jeg ulykkelig? Ind imellem føler jeg det sådan. Nogen dage har jeg ikke rigtig lyst til at tage hjem, fordi jeg ikke orker Ronja og Niki. Jeg ved Ronja er sulten og tvær, og Niki er højst sandsynlig ikke hjemme endnu eller sidder og laver opgave. Så må jeg igang med aftensmad med Ronja på køkkenbordet der bare vil have “mere, mere, mere”, hele tiden. Men hvad vil hun have mere af? Det kan hun ikke fortælle. Så er det om at få dryppet de der øjne uden at barnet skriger os døve, og gøre klar til puttetid. Derefter oprydning og madpakkesmøring. Så er der endelig et par timer til mor – med en indre lille bøn om at Ronja nu vil lade være at forstyrre så længe. I seng med mig ved 22 tiden, og op igen omkring midnat, hvor mini synes hun lige skal have en times skønsang fra mor, mens hun skal have lidt vand og bæres på. I seng igen, på en god nat sover vi så til morgen herfra, andre nætter er jeg inde og finde sutten for hende eller hvad der nu er grunden til, at hun vågner om natten. Så op lidt over 6 – igen dryppe øjne, få mor og barn vasket og i tøj og prøve at få morgenmaden indenbords på rimelig tid, og uden mad over det hele. Afsted op i vuggeren, så på arbejde, som jeg ikke skal snakker mere om for tiden, hente mini  igen og så forfra.

HOLD NU KÆFT!!!! Jeg har aldrig været super spontan og udfarende egentlig, men det der er for meget rutine. Som sagt har jeg glemt hvorfor vi gør det. Hvem synes egentlig at ovenstående er ønskeligt og til at leve med? Hvorfor ønsker man sig børn, hvis det er sådan livet bliver? Jeg er udkørt, ligner lort, evig træt, koffeinafhængig, en dårlig mor, en endnu dårligere kæreste, allermest dårlig ved mig selv – der er ikke meget pleje til mor. Ved ikke hvornår det helt præcis var at jeg skrev under på denne aftale, men den er åbenbart meget bindende og ikke til at komme ud af igen.

Som sagt kan fokus hurtigt blive på alt det negative, når man ikke synes livet lige går som man ønsker sig. Heldigvis ved jeg at denne følelse ikke har været der altid. Det er sidst på vinteren og de lyse morgener hjælper allerede på humøret. Jeg tror på tingene nok skal vende. Vigtigst af alt så føler jeg stadig lykke! Hvis jeg virkelig tænker over en verden uden Niki og Ronja, så bliver jeg enormt ked af det.

Det er jo derfor man overlever røvsyge rutiner! KÆRLIGHED!

Helt inde i hjertet, så er der ikke noget bedre end morgenknus fra Ronja og en varm mand at putte hos når mini sover igen om natten. Er nok nødt til at huske at mærke efter om jeg elsker. Når det er konstateret, så har jeg en god grund til at kæmpe mig igennem hverdagen, en god grund til at vente på at min mand bliver færdiguddannet, og en god grund til at sætte mit barn før mig selv.

En gang derude i fremtiden, så bliver det hele godt igen, og fremtiden er slet ikke så langt væk længere som den har været.