Givskud

Børnesammenligning…

Ronja var ikke engang 2 måneder gammel da vi første gang var til mødregruppe. Sundhedsplejersken var her ikke så lang tid efter, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at sammenligned hende med de andre børn. Jeg fik en længere moralprædiken om at man aldrig kan sammenligne børn, og hvad den ene beundre hader den anden. Hun har jo selvfølgelig ret – ligesåvel som vi voksne sætter en ære i at være “sig selv”, så skal børn og babyer jo også have lov til det.

Men hvad skal man gøre som førstegangsmor, der bare gerne vil vide, om man er på rette spor? Jeg tror ikke på nogen kan lade være med at sammenligne børn, men man skal nok kigge mere på det store billede end på specifikke egenskaber.

I søndags var vi til barnedåb ved min nevø Holger lækkermus :). Der var et par af vores kusiner med sammen med deres børn og mænd også. Det var meget hyggeligt, og det er altså lidt nemmere at snakke sammen, når man har sådan en god fællesinteresse som børn.

Den ene af mine kusine har endda tre børn – hvordan det lykkes at komme ud af døren med tre rene og pæne børn uden pletter eller tuschmærker nogen steder til kl 10.00 forstår jeg slet ikke. Den yngste af børnene er knap 3 måneder yngre end Ronja, så de er tæt på hinanden. Min kusine fortalte, at han ikke kunne gå selv endnu og ikke siger så meget. Skidt med det tænkte jeg – se, han kan sidde selv og lege og vil gerne gå med andre voksne end hans forældre også. Imens sidder jeg med et kæmpebarn, som kun gider sidde hos mor og far og være udenfor. Ej, hun var også forbi mormor og bedstefar nogle gange, men er ellers ikke meget for at snakke med andre fremmede.

Ronja kan en del ord efterhånden, særligt et-stavelsesord som nej, ja, hej, mad, vand mm. Til denne barnedåb, hvor mine kusiner sad med deres meget velopdragne børn, slog det mig pludseligt – vi har glemt at lære hende at sige tak. What?!? Hvilke forældre lærer ikke deres barn at sige tak! Derudover så kunne de sidde stille. Ronja forstår ikke bordskik, men det er vel heller ikke påkrævet når man er 1,5 vel? De andre var bare så dygtige og sad pænt og spiste og blev slet ikke så beskidte. Måske skal jeg bare glæde mig til hun bliver 3,5+, for de drenge i den alder var altså dygtige og så selvhjulpne.

I denne weekend har vi endnu en familiefest i vente. Vi er 20 fætre og kusiner på den side. 7 af os har børn og tre mere venter sig den første – i alt er der 14 børn + de 3 i vente. Hvis jeg skal nå at holde øje med dem alle sammen og finde ud af hvor dygtige de er, så får jeg en travl dag. Måske må jeg bare se at komme mig over det med at sammenligne børn, og så bare satse på at Ronja klarer sig alligevel.

Mit barn kan selv rutsche :)

Mit barn kan selv rutsche 🙂

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Givskud