En sygdomshistorie

Juni er normalt sådan en dejlig måned. Sommeren begynder for alvor, og dagene er lange og lyse. Man cykler uden jakke på og strømperne er gået i hi. På arbejde har vi altid travlt i denne måned. Eksamensperioden er ved at være slut, og dermed skal vi producere beviser. Det er nogle lange seje dage, men også lidt hyggelige, og man har virkelig fornemmelsen af teamwork, og jeg nyder nørderiet.

Sådan har juni vel i princippet også været i år, jeg synes bare ikke rigtig jeg har oplevet det. Vi har brugt juni måned på sygdom – alt for meget sygdom. Desværre er det stakkels Ronja det er gået ud over, og jeg hader når hun er syg. Hun kan ikke rigtig fortælle hvordan hun har det, andet end ved at græde når hun har det skidt – og hun har grædt og pylret meget den sidste måned.

Hun har haft mellemørebetændelse 2 gange i træk, med kun 5 dages mellemrum mellem 10 dages pinicillinkur. Vi har efterhånden fast plads i lægens venteværelse til deres akuttider, og Ronja piber ligeså snart vi ser døren dernede. Heldigvis får hun en ballon hver gang hun er færdig, og det hjælper lidt på alt det grimme der sker dernede.

En bivirkning ved mellemørebetændelse er urolig søvn – meget urolig søvn. Jeg har mange gange tidligere brokket mig over Ronjas søvnmønster eller mangel på samme. Lige for tiden topper det fuldstændigt, og det værste er, at det jo praktisk talt er en måned uden er ærlig nats søvn vi efterhånden snakker om. Det betyder at mors overskud er ved at være brugt op, og jeg har tudet flere nætter når klokken er tre om natten og jeg endnu ikke har sovet. Selvom hun sover dårligt, så står hun også tidligt op, så morgenerne begynder inden kl 6 for tiden. Jeg har så ondt af hende, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for hende, men jeg magter snart ikke mere.

Den anden penicillinkur stoppede ovenikøbet lidt på den på den trælse måde, for pludselig fik Ronja røde mærker over hele kroppen. Det kaldes nældefeber og var udløst af en allergisk reaktion på penicillinen. Så den type må hun ikke få mere. Forhåbentlig er det ikke alt penicillin hun ikke kan tåle, men det er der kun tiden til at vise. Umiddelbart var hun ikke rigtig påvirket af det, men i lørdags kløede det altså på hende. Vi fik fat i vagtlægen og fik noget antihistamin som bare virkede med det samme – super!

Alt Ronjas medicin har hun fået i sprøjte, og hun hader det. Vi kan simpelthen ikke lokke noget som helst ukendt i hende. Problemet er også lidt at hun ikke rigtig kan lide hverken juice eller saft, og grim smag er altså svær at kamuflere i vand. Jeg hader at skulle tvinge hende. Stå og holde hende fast og ikke give slip inden hun har slugt al medicinen. Jamen hvor er det ubehageligt, og det er klart nok jeg ikke lige får krammer som det første bagefter, selvom det er det jeg har allermest brug for.

Men nu, efter fire uger med sygdom, så satser vi igen på at hun nu er rask. Jeg har dog stadig mine tvivl, for hun klør i ørerne og siger av. Hun sover stadig møg elendigt og hun vil ikke ligge ned og have skiftet ble – typiske tegn på der er noget der trygger i de ører. Kunsten for os bliver nu at holde hende rask i hvert fald de næste tre uger, for så skal vi endelig til ørelæge. Jeg har svært ved at tro på det, men håber godt nok hun kan få lidt ro og komme lidt ovenpå igen. Vi trænger allesammen til ro og overskud.

Så jeg beklager hvis der er nogen som føler sig svigtet. Det er ikke lige vores sociale liv der er blevet plejet. Det er muligt der smuttet et par fødselsdage uden en hilsen, i det hele taget er der ingen der har hørt fra mig uden at de har skrevet først. Jeg har planer om det skal ændres, for det bliver også hurtigt ensomt at gå rundt i en sygdomsboble. Min flexkonto på arbejde er kørt helt i sænk pga mange dage med tidligt fri, bloggen har lagt stille, hjemmet ligner Jerusalems ødelæggelse og vasketøjet ved jeg ikke hvordan vi nogensinde får vaske igennem.

Bloggen skal ikke udelukkende være mit klagested, men når livet ikke går helt efter mit eget hoved, så fylder det altså meget. Jeg vil dog lige tilføje at Ronja også stadig gør mig stolt. Hendes sprog er i rivende udvikling, og hun er begyndt at kommandere med os. Op, kom, spis! Hun hundset rigtig, og hun pladrer løs og fortælle uforståelige historier hele tiden. Hun charmerer som bare pokker, og hun er så kærlig. Vores halve time i mor og fars seng med tegnefilm inden sengetid er obligatorisk, og det er Ronja der bestemmer hvem der skal ligge hvor naturligvis.

Lidt sygdomsbilleder 🙂