Samkvemsret

Hedder det ikke samkvemsret, når skilsmisse forældre har ret til at være sammen med deres børn, selvom de ikke har forældremyndigheden? Det er i hvert fald det jeg mener når jeg skriver det.

Men I skal altså lige have en lille hyggelig historie først. Vi cykler hjem fra vuggeren i dag. Dødtræt Ronja sidder bagved i stolen og har ikke sagt en lyd hele vejen. Men da vi så drejer ind på Kaj Munks Vej siger hun pludselig “Hvor er P’s mor?” (P er en dreng fra mødregruppen som vi nogen leger med, og som bor i de samme blogge som os lidt endnu). Jeg svarer: “Jeg tror da hun er hjemme ved P.” “Nej, det er hun ikke, hun er ovre i butikken. Hun køber aftensmad.” Mig: “Nå da, hvorfor tror du det?” “Jamen moar, de har ikkeaftensmad, så hun køber det. De skal have aftensmad.”

Jamen altså hurra for 2 årig med omtanke og snakketøjet i orden. Selvfølgelig skal P og hans familie også have aftensmad, men sjovt hun synes hun skal bekymre sig om det lige pludselig.

Men tilbage til samkvemsretten. Dem der kigger lidt med på Insta ind imellem har på det seneste set nogle billeder af en sovende Ronja på de skæveste tidspunkter. Det der middagslur fungerer bare ikke særlig godt for tiden. Hun sover maks en time, og det er sjældent. Når hun så er en af de børn der er i vuggeren fra 8-16 + hver dag, så er det altså nogle lange dage, når man kun er 2,5 og sagtens kan sove 1½ times middagslur i weekenderne.

Men altså vi er godt nok på prøve i det lille hjem for tiden. Når hun har sovet under tre kvarter så er hun bare træt når vi kommer hjem, og der skal bare ikke meget fejltrin til fra mor og far, før lillepigen går helt amok. Jeg er sikker på det er fordi hun er for træt til at rumme mere, men hun skriger og tuder og er helt færdig. Det er synd for hende, og det er ikke spor hyggeligt for familien. Man kan ikke ligefrem kalde det kvalitetstid.

Sådan en dag som i dag har hun så kun lige lukket øjnene i fem minutter. Sikkert en af grundene til hun var helt stille på vej hjem – hun var så træt hun kunne næsten ikke gå lige ud til cyklen. På vej op af de 72 trappetrin da vi kom hjem, faldt hun så i søvn hos mig. Jeg lagde hende i seng da vi kom hjem kl. 17.00, og erfaring fra de sidste par uger siger mig, at hun ikke vågner inden i morgen tidlig igen. Det er altså ikke meget familietid der er i det.

Vi var sammen 2 timer i morges, hvor der jo også bare er run på for og nå at komme i tøjet og få lidt at spise inden vi skal afsted. Jeg føler faktisk ikke jeg har været rigtig sammen med mit barn i dag, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Fuldtidsjobs skal jo passes, og min flexkonto har vist lidt tilstrækkeligt i år, så den kan jeg ikke trække så meget på. Men det er her jeg tænker om fuldtidsarbejdende forældre med småbørn ikke kan kræve deres samkvemsret. Når man har perioder som vi har lige nu, så ville det være et godt træk fra min arbejdsgiver at sige – du går bare 14.30 så du kan nå at være sammen med dit barn inden hun dejser om i aften.

Egentlig tror jeg godt min chef ville sige ok til den aftale, men jeg skulle nok stadig nå det samme arbejde og dermed arbejde om aftenen, og det fungerer bare ikke så godt for mig.

Men altså, situationen har været sådan her siden påske sådan cirka. Ronjas bedste veninder rykkede op i børnehaven og der er kommet en masse små børn nede i vuggeren, hvor Ronja nu er den ældste på stuen, og hun kan bare ikke helt finde ud af det. Heldigvis er børnehaven jo bare lige oppe ad gangen, så hun leger stadig med bedsteveninderne, og har nogle gode dage i institutionen. Hun har bare en mor der savner nogle gode dage herhjemme efter job.