Det bedste i verden…

Er søndag på sofaen i regnvejr med de samme serier på tv3 som har været der alle de år jeg har kunne se kanalen. Til det koncept hører gerne lidt guf og bestille aftensmad på just eat. Sådan en dag havde jeg virkelig lyst til. Men det er som om den slags dage bare ikke fungerer med Ronja i huset. Derfor er den slags søndage ikke længere det bedste i verden.

Hvor meget jeg end savner ‘mig-tid’, så er det bedste i verden vores skønne datter. Hun har haft en lidt træls dag med dovne forældre, og dagens højdepunkt var en tur i Rema 1000 i cykelanhængeren. Det synes hun da heldigvis der er hyggeligt. Der var ingen børneindkøbsvogne ledige i dag, så hun tog da bare den store – skidt med hun skulle gå på tæer for at nå håndtaget. Det så sjovt ud, og hun holdt heller ikke længe til det, men det skulle da forsøges.

Jeg har flere gange før bl.a. her og her skrevet om at Ronja ikke altid er så let som jeg havde drømt om hun skulle være. Det er hun stadig ikke. Trodsalder kommer nærmere og nærmere og det bliver mere og mere tydeligt. Hun træder virkelig i karakter, og vi har nogle kampe som vi ikke ved hvad handler om ind imellem, men frøkenen bliver bare sur. Det værste er de gange hvor hun bare ligger sig ned på gulvet og hamrer hovedet ned og skriger meget højt. Men hun vil ikke have sut, bamse, vand og for alt i verden vil hun slet ikke op til mor og far – vi kan bare lige vove på at røre hende. De fleste gange går det hurtigt over, og vi er ved at lære at leve med det.

Men det skulle jo handle om vores dejlige datter egentlig. For hun er virkelig herlig for tiden. Hun bliver smukkere og smukkere for hver dag der går. Hendes hår er ved at være så langt igen nu, at det godt kan sættes op. Men det er mest mor der synes det er en god ide – frøkenen er ikke meget for det, men det skal hun nok få lært. Vi er alle tre forkølede for tiden, jeg har vist været hårdest ramt, men Ronja er altså mest ulækker omkring det. Tykke gule 11-taller er da ikke noget problem, bussere der blokerer hele næseboret skal da blive siddende, og det er ok at tørre næse i ærmet hvis det endelig skal være. Vi har dog fået hende overtalt til at pudse næse nogle gange, og hun er virkelig ved at lære det nu. Hun kan rigtig puste gennem næsen så der kommer noget ud. Det er noget lettere end den der lorte næsesuger som vi alle afskyr her i familien.

Der sker meget med hende for tiden – stadigvæk kan man vel egentlig sige, jeg synes hun har været i rivende udvikling hele livet. Først og fremmest har jeg købt sko til hende i str 24 nu – det er altså store sko synes jeg, men de passer (ovenikøbet købt på bud – 2 par Ecco sko for 400 = billigt ;)). Hun vokser også i højden – ved ikke hvor høj hun er, men holder sig stadig i str 92 heldigvis. Men hun er blevet en rigtig lille sangfugl. Hun synger hele tiden og hun er begyndt at kende tekster ovenikøbet. Lige for tiden bliver der ofte mumlet lidt “mmm mm mm KOM IND!”, så ved man det er Mariehønen Evigglad der er igang. Hun kan fagter og sange som vi slet ikke kender. Hun gentager også mere og mere. Det er hele tiden og hun er blevet virkelig god til at ramme udtalen ret hurtigt synes jeg. Hun glemmer dog ordene igen, men der hænger også lidt ekstra fast ind imellem. Forleden sagde hun fx. be’ om. Det er vi fisme ikke lært hende, så HURRA for vuggestue endnu engang.

Apropro vuggestue, så går det for det meste godt, men hun har svært ved at rumme det når de er sammen alle tre stuer. Det er synd for hende, men hvordan pokker skal vi vænne hende til at være sammen 30 børn, hvis ikke hun kan lære det derhenne. Jeg håber det går over, og pædagogerne har lovet at prøve at lave en plan for hvordan vi kan hjælpe hende lidt allesammen. Igen må jeg lige ytre min nyfundne respekt for pædagoger – rummelige mennesker må man sige.

Men jeg ville blot fortælle at jeg elsker det afkom vi har sat i verden. Hun har ændret alt i vores verden inkl os selv. Der er sider af mig silv jeg kan savne og som jeg er begyndt at lede efter igen, men Therese 25 år har jeg også vinket farvel til, og som hun var bliver jeg aldrig igen. I dag er jeg mor mere end noget andet, og det er da ikke helt så fedt som at være mig, mig, mig og gøre hvad der passer mig, men det giver mig større tilfredshed når tingene lykkedes. Det giver mig større bekymringer når tingene ikke går som jeg gerne ville. Men mest af alt så giver det mig så meget kærlighed at jeg kan have svært ved at rumme det. Stolthed og lykke kan fylde mig helt når Ronja forsøger at hoppe ned fra hendes elefant og selv ser pavestolt ud. Hun kan ikke hoppe og slet ikke ned fra noget, men hun prøver ihærdigt.

Hun gør mig glad og stolt, det er ikke en selvfølge at man kan producere noget så specielt som vores lille frøken. Der er virkelig ikke det, jeg ikke vil gøre for hende.